Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

i78 VILLADS CHRISTENSEN IV Skibe aarlig og forsynet Øen med Varer, for hvilke de fik Svovl i Beta- ling, nyttede intet, og efter et Par Aars Forhandlinger maatte Hamborg i 1562 bøje sig for Kongens Forbud. Først nu følte Danmark, at et Aag var løftet af Landets Skuldre, først nu forstod man, at det var danske Skibe, som Havene om de danske Kyster skulde bære. Det er som en ny Opdagelse, da man ret blev sig Landets Situation og dets rige Muligheder bevidst, og Glæ- den herover kommer tydeligt frem i Fortalen til den nye store Søret af 1561. »Eftersom Vi befinder«, hedder det her, »at vore Riger og Lande med deres Øer og Søstæder strække sig alle til det store Hav og ere beringede med Fjorde og Strømme af Øster og udi Vester, og vore Indbyggere efter Guds Skik og Forsyn at skulle have deres største Underholdning og Næring af Søhandel med Afførsel og Tilførsel, Fiskeri og anden Sejladses Brug, da ere Vi billigen deraf foraarsagede og nu udi vort Regimentes Begyndelse besynderlig tilnegede at gøre en god Skik og Ordning derpaa, af hvilken den almægtigste Gud kan prises, vore kære Undersaatter maa læres, og al Ting kan ske med tilbørlig Agt og Forsyn imellem alle dennem, som af Sejladses Handel skulle sig nære og underholde.« Frederik II.s Søret er et fortrinligt Arbejde, ja betragtes som det mest fremragende danske Lovgivningsværk før Christian V.s Danske Lov. Efter at Kongen i 1560 havde ladet udarbejde et Udkast til Søret- ten, fik Statholderen i København, Mogens Gyldenstjerne, Befaling til at træde sammen med udvalgte kyndige Mænd fra København, Helsingør, Malmø, Landskrone og andre Søstæder og med dem gennem- gaa og revidere det forelagte Udkast. Da denne Kommission, hvis Formand altsaa var Mogens Gyldenstjerne, og blandt hvis Medlemmer kendes Borgmesteren i Helsingør Henrik Mogensen Rosenvinge, havde endt sit Arbejde, kunde Søretten udgaa som Lov d. 9. Maj 1561, givet af Kongen med Rigsraadets og menige Søstæders Samtykke. I Indledningsordene til dette betydningsfulde Aktstykke nævnes nogle af de Mangler, som det var Forordningens Formaal af afhjælpe. »Vider, at efterdi Vi ere kommen udi Forfaring, som og os klageli- gen af vore egne Undersaatter saa vel som af fremmede er forberettet,