242 SOFUS LAFS EN V
naturlige Virkefelt spærredes ved et kongeligt Forbud. Det er ogsaa
denne kongelige Eneret, som for en væsentlig Del bærer Skylden for,
at Kendskabet til Grønlandsfarten lidt efter lidt indskrænkedes til en
stadig snævrere Kreds, og da andre Ulykker stødte til, omsider døde
ud, saa at den gamle norske Forpost i Grønland, overladt til sig selv,
i Slutningen af det 15. Aarh. bukkede under for Eskimoernes Angreb.
2. Danske Grønlandsfarter i det 16. Aarh.
Dengang Christiærn II som Regent styrede Norge, blev ogsaa hans
Interesse for det gamle Skatland vakt, og det kan næppe betvivles,
at det var hans Kansler, den danskfødte Mag. Erik Valkendorf, som
først henledte sin Herres Opmærksomhed paa, at her forelaa en Opgave,
som ventede paa sin Løsning. Valkendorf blev 1510 ved Christjærns
Hjælp udnævnt til Ærkebisp i Trondhjem, og viste sig i denne Stilling som
en dygtig og nidkær Prælat, der samvittighedsfuldt røgtede sit høje Em-
bedes Pligter. Han er saaledes den eneste blandt alle Ærkebisper i Nidar-
os, der har foretaget en Visitationsrejse til Finmarken, dengang en fare-
fuld og højst besværlig Færd. I en egenhændig Skrivelse til Pave Leo
den 10. fra Aar 1520, der er bevaret i Vatikanets Arkiv, giver han en
levende Skildring af det øde, sparsomt befolkede Land, dets fattige Flora,
mærkelige Fauna, rige Fiskeri samt sine egne Oplevelser paa Rejsen. Et
Par Smaastykker af dette interessante Arbejde, hvoraf en gengivet i Faksi-
mile med vedføj et Oversættelse og oplyst ved en Gengivelse af Olaus
Magnus' store Kort fra 1539 (S. 248-49), vil give Læseren et Begreb om
de fantastiske Forestillinger, som dengang herskede selv hos højtdan-
nede Mænd med Hensyn til disse ugæstmilde Strækninger, det nordiske
Dyrelivs Vidunderland. For Valkendorf, Norges Primas, har det sikkert
staaet som en uafviselig Pligt at genvinde den gamle grønlandske Ko-
loni, hvis Bispestol Gardar laa under Ærkesædet i Nidaros, og som