Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

244 SOFUS LARSEN V mod Rigets Fjender. Ikke saasnart var Svenskekrigen endt, og Stock- holm faldet, før Kongen i December 1520 sendte Brev til Hr. Søren, der dengang opholdt sig paa Kalmarslot, som han ogsaa havde i Forlening, om at gøre sine Skibe rede og give sig til Søs mod Grønland. Hr. Søren Item mare quod findmarckiam alluit innumere et admirande mag- nitudinis bestie occupant, Inter quas memorantur cete grandia que in nostra volgari lingua trolhwal appellantur quedam ducentorum quedam tre- centorum cubitorum longitudinis immense item crassitudinis et insolite forme horum piscium numerosa turba semel me forte in hoc meo i- tinere fere intercepisset et neci dedisset Quippe turn de mea familia multos alioqui audaces non parum propter eorum piscium appropinqua- tionem perterre- factos animaduerti et animi consternationem pallore prodentes Sed deus omnipotens et sancti olaui regis merita me de tanto periculo eripuerunt admirantibus non inmerito cunctis rem audientibus tantum salutis di- scrimen me euasisse. Latinsk Transcription af Faksimilet paa modstaaende Side. Oversættelsen, se nedenunder. svarede paa Opfordringen med et Brev af 8. Febr. 1521, som endnu er bevaret og tydeligt viser, at der for ham ikke var noget nyt eller over- raskende i Kongens Ønske. Det var aabenbart en Sag, de to tidligere nøje havde drøftet med hinanden; men ligestraks kunde det ikke lade sig gøre. Den Mand, der havde solgt ham hans Karavel, siger han, »haffwer forrod meg ille, forthy iegh maa haffwe kølenn opp paa han- nem, før iegh kan løffwe nogherstedz mett hannem, oc kand iegh ickæ Endvidere findes i det Hav, som beskyller Finmarken, talløse og overordentlig store Uhyrer. Blandt disse omtales ogsaa mægtige Hvaler, som paa vort hjemlige Maal kaldes Troldhvaler, nogle paa to- hundrede, andre paa trehundrede Alens Længde og ligeledes af et umaadeligt Omfang samt mærkeligt Ydre. En talrig Flok af disse Fisk havde engang paa denne min Rejse nær spærret mig Vejen og voldet min Død. Jeg bemærkede jo ogsaa, at adskillige Mænd af mit Følge, som ellers var dristige nok, da disse Fisk nærmede sig, blev ikke lidt forfærdede og ved deres blege Ansigter røbede deres Sjæls Rædsel. Men den almægtige Gud og den hellige Kong Olavs Fortjenester reddede mig af denne store Fare, og alle som hørte om Sagen undrede sig ikke uden Grund over, at jeg var sluppet hel- skindet ud af en saadan Livsfare.