Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

V DE STORE OPDAGELSER gens Dispositioner. Endelig laa Landets Udenrigspolitik, Troens Haand- hævelse og den højere Undervisning for en meget stor Del i hans Haand. Her var rig Lejlighed for en energisk Fyrste til at vise sig Kronen voksen, og som den myndige og kraftige Herskernatur Christian IV var, greb han personlig ind, ikke blot i store Sager, men ogsaa i grumme mange Smaating: han følte det som sin kongelige Pligt, og det gjordes ogsaa tidt nødigt, da han arbejdede med Institutioner, som var i deres Vorden, og med en uskolet, tildels udannet Embedsstand uden faste Traditioner og uden sikker Moral. Ingen vidste bedre end han, at hvis den ikke blev set paa Fingrene, gik det galt: der var fler end een af dem, som kunde trænge til »frit Lossemente paa det blaae Taarn«. To Omraader af Rigsstyrelsen helligede han under sin lange Rege- ring sine bedste Kræfter, Flaaden og »Arveriget« Norge. Tidligt lagde han levende Interesse for Skibsbygning og ualmindelig Indsigt i mari- time Sager for Dagen. Der staar en Duft af Saltvand om hans friske og varmblodige Renaissancepersonlighed: af Oldenborgernes Hus er han den eneste, i hvis Aarer der rullede ægte Sømandsblod, og som i Nø- dens Stund var sin egen Admiral. Flaaden blev hans Øjesten: hans Fader havde skabt den, han selv kælede for den som Rigets bedste Værn, og mange er de Farter, han i Freds- og Krigstid foretog om Bord paa sine kære Skibe, hvis Bygning og Udrustning han personlig vaa- gede over. Allerede i Slutningen af Formynderregeringens Dage fik han Øjnene op for de ulykkelige Forhold, hvorunder Norge til Dels paa Grund af Fortidens Forsømmelser led. De indre Forhold lagde straks Beslag paa hans Arbejdskraft og Initiativ; men ogsaa ud ad til krævedes hurtig Handling; thi den politiske Situation i det nordligste Norge var efter- haanden vokset de lokale Myndigheder over Hovedet: de følte ingen Lyst til at stikke Haanden i denne Hvepserede og foretrak at lade Tingene gaa deres skæve Gang. Derfor fandt Kongen det nødvendigt trods alle de Farer, en Rejse til disse fjerne, ugæstmilde Egne kunde medføre for Rigets Hersker, personlig at overbevise sig om, hvorledes Sagerne stod. Rimeligvis har ogsaa det æventyrlige ved en saadan Langfart tiltalt hans ungdommelige Vovemod. Fra gammel Tid gjorde den norske Krone Krav paa Højhedsretten 17 Danmarks Søfart og Søhandel.