Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

År: 1919

Serie: Danmarks Søfart og Søhandel I

Forlag: Nyt Nordisk Forlag

Sted: København

Sider: 782

UDK: 382

Af dette værk er trykt som luksusudgave 300 nummerede eksemplarer

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 791 Forrige Næste
2Ö2 SOFUS LARSEN V kunde falde sig, var der baade hos Englændere og Hollændere en ud- præget Tilbøjelighed til at spare disse Penge — for det meste gik det jo godt. Da det kan have sin Interesse gennem samtidige Beretninger at høre lidt om, hvorledes Tilstandene og Livsvilkaarene dengang var i dette nordligste Thule, indflettes i Rejseskildringen hist og her Stykker af de to ovenfor nævnte Dagbøger. »Vardøen«, skriver Jonas Charisius, »er et lidet omflødt stenigt Land, og er fast ligere to Øer end een; thi paa begge Sider indløber en Aae, hvilken fordeler det i to Dele, at der er ikkun et lidet Steenkast tørt Land imellem. Der kan ingen Sted piøjes eller saaes for Ufrugtbarheds skyld; thi Halvdelen er idel Klipper, dog ikke ret høje, og Halvdelen plat Land, som bær ringe Græs. Der bor ingen uden de i Vardøhus Fiskeleie, hvilke haver ingen Quæg uden nogle faa Geder og Køer, som de opholder om Vinteren med Fiske- been. Vi saae der intet andet, end nogle ilde dannede Hytter, somme slet under Jorden ganske armelig, somme af Blokker, dog smaa, lave og stakkede. Blokhusene havde ikke mere end eet Kammer; thi de var ikke større udi Længden eller Bredden end 6 eller 8 Alen. De under- jords Hytter havde tre adskillige Rum, før man kom til Stuen, med tre Døre, dog ingen Lysning, uden hvad ind af Gadedøren kunde skinne; men naar nogen skulde ind udi Stuen, gik der først een hen, og oplod Stuedøren, at man kunde gaa efter dens Lys. Inden udi var Stuen klædt med Blokke, og havde udi det ene Hiørne en liden Grue, dog ingen Røghul; men midt paa Taget var et Vindve, hvilket gav nok- somt Lyset. Slottet og Byen ligger lavt, at man i Havnen slet intet kan see deraf, førend man kommer imod Sønden, hvor Stranden indskyder. Slottet er lige firekantet, og er hver Kant 80 Fødder, omkring ført med en Ringmur af store Stykker Skiversteen, som er ubehuggen indsat og imellem fyldt med Grus og Jord, saa bred som 4 Alen, at man kan gaae deroven paa; men ikke i Stand at udstaae nogen Gevalt. Her gik et tamt Rensdyr, hvilket vores Capitain stak med en Hellebarde, og blev ført os til Skibs. Slottet er saa ganske ringe af Bygning, at man næppe haver seet uslere Fæstning. Husene vare seks, bygte af Blokke, smaa, som de andre udi Byen, og stod her eet og der eet andet. Lehns- manden Hans Olsen lod tilberede et Maaltid, men der var ganske ringe