Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

284 SOFUS LARSEN V Pinsedag den 16. Maj 1619 gik Ekspeditionens to Skibe, Enhjørnin- gen og Jagten Lamprenen, under Sejl; Besætningen udgjorde 64 Mand. Snart efter viste det sig, at Lamprenen paa Grund af en Skødesløshed fra Tømmermændenes Side var læk. Munk maatte derfor løbe ind i Karmsund for at faa Skaden udbedret. Da to Mand af Besætningen var døde, inden de forlod Norge, hyredes i deres Sted tre unge Nordmænd. Den 30. Maj fortsattes Rejsen Nord om Shetlandsøerne, Syd om Fær- øerne og derfra VNV. til den sydligste Del af Grønlands Østkyst, hvor Skibene naturligvis mødte store Ismasser og maatte lægge til.Søs igen. Den 30. Juni naaede de omkring Kap Farvel ind i Davis Strædet, sty- rede mod Nordvest og fik den 8. Juli Amerika i Sigte. Formedelst Ube- kendtskab med Farvandet forvildede de sig ind i Frobishers Bugt (lise- fiorde), som antoges for at være det søgte Hudsonstræde. Fejltagelsen opdagedes imidlertid snart, og de holdt Syd paa langs med Landet, indtil de fandt den rette Indsejling til Strædet. Dette Farvand (Munks Freturn Christian) udmærker sig ved ualmindelig stærkt Tidevande og deraf følgende voldsomme Strømkæntringer. Selv ved Sommertid er det opfyldt af store Ismasser, der i Forbindelse med de skiftende Strøm- ninger gør Sejladsen derigennem farlig og i højeste Grad besværlig: Bægge Dele fik Munk snart at føle. Om Tidevandet bemærker han: »Udi samme Freto fløer oc falder Vandet met en ret Ordentlig tid fem Fauffne oc mere oc meget dybt Vand, huor elfter en huer kand vide at tage sig vare, om nogen acter den Fart at Beseigle«. Han søgte langs den nordlige Kyst, hvor man i Almindelighed lettest naaer frem gennem de Render, der af og til aabner sig; men Besværlighederne og Farerne var store nok endda. De maatte lade sig drive frem og tilbage af Isen, der »støtte et stort Knæ til den ene side paa Skibet, som sad wnder Penen af Gallionen, oc vaar met sex store lernbolte tillslaget«. Tømmer- mændene var ude af Stand til at bringe Knæet i Lave igen, »det vaar dennem for mectig«. Men Munk drejede Skibet, saa den krogede Side kom til at drive mod Isen, og lod derpaa gire med Roret, saa Isen selv igen rettede den Skade, den havde voldt. Efter at de under store Farer og usigelige Besværligheder havde sejlet langs Sydkysten af Meta incognita, den Halvø, der skiller Fro- bishers Bugt fra Hudsonstrædet, og var naaet omtrent til det Punkt,