Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

V DE STORE OPDAGELSER 289 ler, der med Fordel kunde anvendes imod den. Han satte sine Syge i Land, lod dem samle Bærfrugt og skaffede dem fersk Kost samt Mo- tion ved Arbejdet med Vinterforberedelserne og ved Jagt. Indtil Nytaar 1620 var Sundhedstilstanden ogsaa ret tilfredsstillende og Forholdene taalelige. Mandskabet var blevet samlet paa Enhjørninger^ hvor der ind- rettedes stadig brændende Ildsteder, og havde faaet varme Klæder. En Del af Godset førtes i Land og anbragtes i to Træbygninger, hvor Fol- kene, som de var vante til fra Norge, kunde »ligge for Glug« og skyde Vildt, særlig Harer og Ryper. Rensdyr saa de flere af, men kunde ikke komme dem paa Skud. Spor af de Indfødte fandtes ogsaa under en Udflugt op ad Floden, men til dem selv saa de intet. Efter den 1. Janaur, da Sne og Kulde rigtig tog fat og gjorde det umu- ligt at færdes uden Dørs, begyndte Tragedien for Alvor. Alt frøs; Folkene tabte Modet og døde som Fluer: til Slutningen maatte man lade Li- gene ligge ubegravede i Skibet, hvor der næsten ikke var til at være for pestagtig Stank. Trods alle disse frygtelige Ulykker herskede der dog vedblivende et smukt Forhold mellem Munk og hans Mandskab. Saalænge han var i Stand dertil for Svaghed og Elendighed, plejede han i Forening med de faa, som var oven Senge, sine ulykkelige Kamme- rater, og Sorgen over Folkenes Lidelser og Død giver sig til Kende selv gennem de tørre og knappe Notitser i Dagbogen. Saaledes skriver han: »Den 10 Aprilis. Døde Erlig oc Velbiurdig Mand, Mauritz Stygge min Lutenant, som haffde lenge ligget slug, oc tog ieg aff mine egne Lin- klæder oc suøbte hans Liig vdi, det bedste ieg kunde, oc var det met stor Nød at ieg kunde faa en Liigkiste gjort til hannem«, og en Maaneds- tid efter, da kun nogle faa yderlig nedbrudte af hele Skaren var i Live: »Døde Erich Hansen Li, Som den gandske heele Reyse haffde værit meget flittig oc tiennistactig, oc icke fortørnet det ringeste Menniske, eller fortient nogen Straff. Oc haffde da graffuet saa mange Graffue til de andre, oc var nu ingen som kunde hielpe hannem til lorden, men maatte ligge wbegraffuen«. Omsider opgav dog ogsaa denne stærke Sjæl Haabet og beredte sig, træt til Døden, paa den evige Hvile. Men det skulde ikke være saa: Sommeren var kommet; den 18. Juni gik Isen bort, og ved Hjælp af et Flyndergarn var han og de to eneste af Besætningen, som endnu var Danmarks Søfart og Søhandel. 19