Med de dristige og blodige Søtogter, som de nordiske Vikinger
foretog fra omtr. 800 til Midten af Tusindtallet, er vi inde
paa historisk Grund. Thi rundt om i Europas Lande fik Krønike-
skriverne travlt med at berette om de frygtelige Mænd fra Nord, der
kom over Havet med alle Rædsler i Følge.
Af den Talrighed, hvormed de Danske i Vikingetiden sværmer om
ved Kysterne, faar Europa det Indtryk, at hele det danske Folk er
gaaet til Søs, og at deres Land er blottet for Beboere.
»De bor paa Havet og søger deres Føde paa Skibene,« synger en
samtidig Digter, og han finder ikke Billeder nok til at male deres Tal-
righed. »De skygger med deres Hærskarer over Landene, som naar
Himmelen er bedækket af Skyer«,______»tætte som Græshoppesværme
dække de Jorden«. Irske Aarbøger beretter, at »store Bølger af Frem-
mede skyller op over den grønne 0«. »Havet udspyr den ene Flaade
efter den anden«, i hver Havn, paa hver Red, bag hvert Næs er der
Flokke af Skibe. »Som en Sværm af røde Fugle opfylder de Havet«,
hedder det hos en arabisk Forfatter.
Vikingetogene er i Virkeligheden en Folkevandring til Søs.
Man tør nu ikke altid, naar fremmede Krønikeskrivere, der be-
retter om Vikingerne, taler om »de Danske« afgjort slutte, at der menes
Mænd fra det danske Rige; lige saa lidt, som man tør antage, at der
med Normanner altid menes Nordmænd. Beboerne af de tre nordiske
Lande udgjorde i den forhistoriske Tid, før Vikingetogene, eet Folk
med samme Sprog, og det er først hen imod Slutningen af disse, at
Nordboerne begyndte at udskille sig i tre i Førstningen lidet forskel-
lige Folk. Og dengang som senere fik de tre nordiske Folk paa Grund