VI HANDELS- OG SØFARTSFORHOLD I 17. AARH. 343
ske Institutioner og Foretagender, for ved Lejlighed, som f. Eks. med
Kompagnierne, at omplante dem paa dansk Grund. Og her ligger den
største Misforstaaelse, idet man ikke tog tilstrækkeligt Hensyn til de to
Landes forskellige Stilling, idet Danmark ikke var og aldrig kunde blive
Holland ligt; der var en Væsensforskel,
Den danske Borgerstand stod ogsaa
relativt set langt tilbage for den hol-
landske, den havde ikke det Udsyn
som denne og kunde naturligt ikke
have det, efter i Aarhundreder at
have indtaget en meget. beskeden
Stilling, den var delvis uden Initia-
tiv og Forstaaelse. Det er saaledes
betegnende, at man i Spidsen for et
Kompagni kunde tænke sig at sætte
Folk, som man helst saa slet intet
Salær fik, som Malmø foreslog eller
forespurgte ved Saltkompagniernes
Oprettelse. Og her er Staten ikke
uden Skyld, idet det er den, som
har overvurderet disse brave Mænds
Evner.
De danske Købmænd, var og
vedblev, som det gennem Toldregn-
skaberne kan paavises, i væsentlig Grad at være udenlandske Købmænds
Kommissionærer; for de fleste gjaldt det, at det kunde de paatage sig,
men heller ikke mere. Naar der derfor stilledes større Krav til dem og
deres Initiativ, end berettiget var, maa man lægge Skylden paa Stats-
magten, idet denne jo heller ikke evnede at overtage Ledelsen selv, da
den ikke havde Mænd, der kunde gøre det. Dertil kom saa, at den
jyske Borgerstand økonomisk blev overordentlig daarligt stillet gen-
nem Christian IV.s tyske Politik, idet Indfaldene i Trediveaarskri-
gen og Svenskekrigen slog mange økonomisk ned ved Plyndringer og
Brand i Byerne; mange af de Borgere, som var indvandrede fra Ud-
landet eller Landet, og som ikke var af de daarligste, brød da op,
som ikke kunde bortelimineres.
174. Hans Nansen (1598—1667), Købmand
og Borgmester i København.