Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

♦ VI HANDELS- OG SOF ARTSFORHOLD I 17. AARH. 349 Liv, som var af virkelig Betydning, f. Eks. et forbedret Havne-, Fyr- og Postvæsen samt et mere moderne Konsulatvæsen. Før vi slutter, vil vi se, hvorledes en velunderrettet samtidig anonym Forfatter saa paa de økonomiske Vilkaar omkring Aarhundredets Midte. Han skriver: Udi vore Lande er der Korn, levende Bæster, Fedevarer, Fisk, Tømmer og Metaller, og bliver der indført Vin, Kryderier, uldent og Linned, og dog er der fast ingen Borgere i vore Lande, som kan leve vel af Kjøbmandsskabet alene, men alle vore Naboer og alle de frem- mede, som kommer ind til os, de bliver rige og fede af vor Armod og Us- selhed, hvilket kommer af, at Adelen formenes ikke at ville have den Stand paa Fode, og derfor gør de enten ingen eller ond Orden udi Kjøb- mandsskabet, tilmed forstaar de det ikke (som det er at se af deres egne Kjøbmandsskaber), ej heller Borgerne, saa som de skulde; thi en Del fører Havre til Lybæk og siden sidder med Haanden under Kinden, en Del sender Peber til Danzig og sælger Pundet for 3 Skilling, en Del fører Alun til Hamborg og sælger Ladningen for Fragten, en Del driver Øksen paa Holland og giver dem bort for Fodringen, en Del henter Va- rer fra Lybæk, Hamborg, Holland, eftersom de vil have Varerne til, og dermed gør de sig til fremmedes Kræmmersvende; thi Kreditorerne kommer ind udi Landet og ser Boet efter, og dersom han ikke finder sine Varer i Boet eller Penge eller Forlovere derfor, da kaster han vore gode danske Mænd i Jærn og fører ham fangen bort med sig, saa som jeg selv haver set med vemodige Øjne. En anden Del tager en stor Sum Penge af Hollænderne at kjøbe Landvarer op for efter den Ordre og Takst og for den præcise Penge, som jeg haver set Hollændernes Breve paa, saa at de fornemste Borgere, som sætter Landkjøbet paa vore Varer, de er ikke vore Borgere, men fremmedes Bogholdere. De, som er rigere, de gjør Kompagnier med største Uforstand, dem selv til Undergang og baade deres Medborgere, saa og alle Udlændinge til stor Præjudicis, som er at se af alle de Kompagnier, som hidindtil er stiftede, undtagen det is- landske, hvilket og ikke har den Fremgang, som det burde, fordi det nu er blevet til en Arv og lader sig anse at ville ikke vare eller staa længe. De Borgere, som forstaar saadanne Kompagniers Fauter, og derfor ikke vil begive dem derudi, de søger Monopoler, Forpagtninger og tager hem- meligt en af de store med sig udi Ledtog og siden gjør, hvad de vil. De