Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

364 ALBERT OLSEN VI vendt med Provinskøbstæderne i det hele taget. Vi har en Folketæl- ling fra 1672. Af de største Byer havde Aalborg og Helsingør c. 4000 Indbyggere, Aarhus og Odense mellem 3000 og 4000, men kun 21 havde over 1000 Indbyggere, 12 Byer under 500. Byerne var som Regel meget tarvelige; undertiden laa Dele af Byen helt øde hen, Handelen var som Regel samlet paa meget faa Hænder. Anderledes derimod med København. Indbyggerantallet steg fra Aarhundredets Midte fra 25,000 til 60,000. Dette skyldtes for en Del Hoffet og Garnisonen, men ogsaa en betydelig Indvandring af Landboere og Provinsboere, samt Udlændinge og da navnlig Tyskere. Deriblandt var som nævnt en Del Sømænd, især efter 1690, da der var et betydeligt Handelsop- opsving at spore; vi finder ved Aarhundredets Slutning ikke faa efter Datidens Maalestok ret betydelige Købmænd, hvoriblandt ikke faa Franskmænd, Hollændere og Tyskere. Sømandsstanden høstede selv- følgelig ogsaa Fordel heraf. Af Folk, der tog Borgerskab som Skip- pere var der 1684: seks, 1689: fem ny tilkomne. 1690 var der 30, 1691: 86. 1692: 39, 1693: 43, 1694: 42, 1695: 34; ialt 274 nye Skippere paa seks Aar. Foruden Skipperne var der 62 Baadsmænd, 12 »Sejlingsmænd« og 12 Styrmænd, altsaa i alt 360 Søfarende med Borgerskab. Noget over Halvdelen af Skipperne var Hollændere eller Folk fra de tyske Egne nær Holland. Der var ogsaa paa det daværende Tidspunkt ikke faa betydelige Skibsredere i København, men mange Rederier dreves som Aktieselskaber, idet mange havde Parter i Skibene, 78, 716, 732 og 764 Parter var meget almindelige. Det var dels en god Forretning at have Aktier i et Skib, idet Fragttaksterne var meget høje, fordi frem- mede Skibe som Regel ikke kunde faa Returladning, da vor Ud- førsel af Landbrugsprodukter var meget ringe, hvorfor de maatte gaa til en Østersøhavn efter Korn eller til Norge efter Tømmer. Men til Dels var det en Tid en Nødvendighed at sprede Risikoen under de urolige Forhold, som varede ved til Slutningen af den spanske Arve- følgekrig, idet det kneb med at faa Skibene og Ladningerne dækket af de udenlandske Assurandører, der under de mange Kaperier led betydeligt, saa en Del var insolvente, og andre helt trak deres Penge tilbage fra Assurancevirksomhed. Man maatte saa klare sig med en Slags gensidig Forsikring. Utallige var de Kaperier, danske Skibe