II
VIKINGETIDEN
31
13. Nydamsbaaden. Fjortende Spant
med Yderklædning, Surringsklamper
og tilsvarende Surringshuller.
søgte, og kun vovede sig op i Flodernes indre Løb, naar de vidster
at Landets Høvdinger var andetsteds henne med deres Tropper, saa-
ledes forstod de ogsaa at benytte sig af de gunstigste Øjeblikke for
at foretage Togter i Floder, der i Almindelighed var for smalle til at
de — selv ved at holde sig i Midten af disses Løb — kunde holde sig
fri for Beskydning fra Land. Togene op ad Rhinen i 863, da de naaede
til Düsseldorf omtrent, op ad Elben til Hamborg i 880 og det første
Tog op ad Seinen, blev foretaget paa Tider af Aaret, hvor Floderne
var mest vandførende og derfor langt
bredere i deres Løb end ellers.
I 859 — 861 løber de atter ind i Middel-
havet og naar helt hen til Italiens Kyster.
Dette, det mest eventyrlige af alle Vi-
kingetogterne fandt Sted under de be-
rømteste af alle de danske Søkonger, Lod-
brogssønnerne.
Under Ledelse af deres Fader Regner
Lodbrog var de kort i Forvejen draget ud
med en Flaade og havde gjort Landgang
paa Kysten Nord for Østangelen, i The
Wash, og havde derfra brudt sig Vej til
Northumberland, hvor der var Tronstri-
digheder mellem Ella og Osbryth, der
bægge bejlede til Kronen. De blev bægge
Regner underlagde sig Landet.
Medens Regner herfra gjorde Angreb
truedes fra Søen, drog hans yngre Sønner tilligemed Hasting med en
Skare Vikinger Syd paa og hærgede paa Spaniens Kyster. Men her
mødte de, særlig i Mundingen af Guadalquivir, en ganske anden Mod-
stand hos Maurerne, end de var vant til at møde hos Sakser og Fran-
ker. De sejlede derfra videre mod Syd, gjorde rigt Bytte paa Mauri-
taniens (Marokkos) Kyster, hærgede paa de baleariske Øer og paa Syd-
Frankrigs Kyst og slog sig for Vinteren ned paa en 0 i Rhonemun-
dingen.
Om Foraaret sejlede de videre mod Øst i Haab om at komme til
slaaet og jaget bort, og
paa Østangel, der ogsaa