Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

År: 1919

Serie: Danmarks Søfart og Søhandel I

Forlag: Nyt Nordisk Forlag

Sted: København

Sider: 782

UDK: 382

Af dette værk er trykt som luksusudgave 300 nummerede eksemplarer

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 791 Forrige Næste
VI HANDELS- OG SØFARTSFORHOLD 1 18. AARH. 393 politik, der særlig havde til Formaal at skaffe Landet Penge og frem- hjælps den indenlandske Industri, blev i Slutningen af Halvfemserne afløst af en næsten lige modsat rettet Toldpolitik, saaledes at Handels- friheden tiltog i meget betydeligt Omfang, idet de fleste Ind- og Ud- førselsforbud ophævedes. Skibsafgifterne omreguleredes, de saakaldte Lastepenge indførtes; de skulde erlægges med 8—12 ß pr. Læst for Skibe mellem København og indenrigske Toldsteder, med indtil 48 ß pr. Læst for Skibe i udenrigsk Fart. Forordningen til Fremme af dansk Skibsbyggeri vedblev at bestaa; Forordningen af 20. April 1796 fastsætter en Afgift af 10 Rdlr. pr. Kommer- celæst for alle fremmede Skibe, købt af konge- lige Undersaatter og sat i Fart som inden- landske Skibe, hvori indbefattedes Skibe, der tilhørte fremmede Magters Undersaatter og af dem blev medbragt, naar de nedsatte sig som Borgere i de kongelige Lande. Handelen paa Ostindien blev 1797 ordnet saaledes, at alle kongelige Undersaatter maatte udrede Skibe paa Ostindien, naar de ansøgte om Pas dertil. Men alle fra Ostindien kom- mende Varer skulde losses i København. igi. I. L. Zinn (1734—1802). Grosserer i København. Fra Werner: Børsen. Fremmede maatte paa deres Skibe indføre ostindiske Varer til Køben- havn paa samme Betingelser som de indenlandske Redere. Derimod beholdt det asiatiske Kompagni stadig Eneretten til at indføre kine- siske Varer. København beholdt sin Stilling som ene Oplagsplads under hele Kolonialkrigen indtil 1807. Det i 1726 stiftede kongelige oktroierede Søassurancekompagni havde vokset sig stort i første Halvdel af Aarhundredet, støttet af Re- geringen, der for at gribe ind over for Sørøverstaterne i Tilfælde af Opbringelse, forlangte Skibet assureret, da ellers intet blev foretaget. Men under Handelsopsvinget slog Kompagniet ikke længere til, par- tikulære Assurandører dukkede op og gjorde store Forretninger. 1786 stiftedes »de private Assurandører«. Medens Tiden fra 1783—92 overvejende var en Fredstid, med der-