Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage
År: 1919
Serie: Danmarks Søfart og Søhandel I
Forlag: Nyt Nordisk Forlag
Sted: København
Sider: 782
UDK: 382
Af dette værk er trykt som luksusudgave 300 nummerede eksemplarer
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
VI HANDELS- OG SØFARTSFORHOLD 1 18. AARH. 393
politik, der særlig havde til Formaal at skaffe Landet Penge og frem-
hjælps den indenlandske Industri, blev i Slutningen af Halvfemserne
afløst af en næsten lige modsat rettet Toldpolitik, saaledes at Handels-
friheden tiltog i meget betydeligt Omfang, idet de fleste Ind- og Ud-
førselsforbud ophævedes. Skibsafgifterne omreguleredes, de saakaldte
Lastepenge indførtes; de skulde erlægges med 8—12 ß pr. Læst for Skibe
mellem København og indenrigske Toldsteder, med indtil 48 ß pr.
Læst for Skibe i udenrigsk Fart. Forordningen
til Fremme af dansk Skibsbyggeri vedblev
at bestaa; Forordningen af 20. April 1796
fastsætter en Afgift af 10 Rdlr. pr. Kommer-
celæst for alle fremmede Skibe, købt af konge-
lige Undersaatter og sat i Fart som inden-
landske Skibe, hvori indbefattedes Skibe, der
tilhørte fremmede Magters Undersaatter og
af dem blev medbragt, naar de nedsatte sig
som Borgere i de kongelige Lande.
Handelen paa Ostindien blev 1797 ordnet
saaledes, at alle kongelige Undersaatter maatte
udrede Skibe paa Ostindien, naar de ansøgte
om Pas dertil. Men alle fra Ostindien kom-
mende Varer skulde losses i København.
igi. I. L. Zinn (1734—1802).
Grosserer i København.
Fra Werner: Børsen.
Fremmede maatte paa deres Skibe indføre ostindiske Varer til Køben-
havn paa samme Betingelser som de indenlandske Redere. Derimod
beholdt det asiatiske Kompagni stadig Eneretten til at indføre kine-
siske Varer. København beholdt sin Stilling som ene Oplagsplads
under hele Kolonialkrigen indtil 1807.
Det i 1726 stiftede kongelige oktroierede Søassurancekompagni
havde vokset sig stort i første Halvdel af Aarhundredet, støttet af Re-
geringen, der for at gribe ind over for Sørøverstaterne i Tilfælde af
Opbringelse, forlangte Skibet assureret, da ellers intet blev foretaget.
Men under Handelsopsvinget slog Kompagniet ikke længere til, par-
tikulære Assurandører dukkede op og gjorde store Forretninger. 1786
stiftedes »de private Assurandører«.
Medens Tiden fra 1783—92 overvejende var en Fredstid, med der-