Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

VI HANDELS- OG SØFARTSFORHOLD I 19. AARH. 413 og senere benyttet det til at skaffe Norge Korn, til sidst mod til Gen- gæld at yde England Trælast. Ogsaa med Sverige havde vi 1809 truffet Aftaler om gensidig Udveksling af Varer ved Hjælp af Lejdebreve, hvad der skaffede os saa vigtige Fornødenheder som Salt, Jærn og Tøm- mer. Varerne skulde helst føres hertil paa danske Skibe, men i Man- gel heraf kunde tyske og svenske benyttes. Nøden drev til at benytte dette og andre egnede, men ikke altid lige tiltalende Midler — Sej- lads under neutralt Flag, hemmelig Tilladelse til Ind- og Udførsel af forbudte Varer o. s. v. — for at skaffe Landet uundværlige For- syninger, og over alt, hele Europa over, benyttedes Systemet for gen- nem det at lette det uhyre Tryk en Smule. Det var der intet at sige til. Men at selve Fastlandsspærringens Ophavsmand indlod sig paa at give franske Skibe Lejdebreve til Handel paa England, og samtidig nægtede danske at faa denne, det var unægtelig mærkeligt og i høj Grad egnet til at sætte ondt Blod hos Forbundsfællen. Imidlertid: Frankrig havde Brug for visse Raastoffer og Halvfabrikata, England trængte til ir-ansk£ Varer og særlig til Skibsbygningsmaterialer, og saa kom denne mær- kelige Vareudveksling, denne gensidig legaliserede Indsmugling i Stand. Ogsaa paa anden Maade affandt Napoleon sig med Smug- leriet, lod gælde, hvad der dog ikke kunde hindres og benyttede sam- tidig Lejligheden til en Finansoperation. Han tillod Indførelsen af Kolonialvarer mod Erlæggelsen af en meget høj Told, 50 % af Varernes Værdi. Frederik VI fulgte det givne Eksempel, tillod Udførsel af disse Varer og lagde samtidig høj Udførselstold paa dem, for at ikke deres Billighed her i Landet skulde friste til Udsmugling. I alt dette, i hele sin Politik over for England, der gik ud paa at tilføje dets Han- del den størst mulige Skade, havde den danske Regering fulgt Na- poleon, baade fordi det mentes at stemme med Landets Interesser og for at føje Kejseren, over for hvem man tit havde strakt sig meget langt, stundom længere, end det vel kunde forsvares. Men til sidst spændtes Buen for højt. 1. Juli 1811 kom der en ny fransk Toldfor- ordning, der i god Overensstemmelse med de bedste merkantilistiske Principper tillod næsten fri Indførsel af alle Raastoffer, men forbød Udførselen af franske Raaprodukter, frigav Udførselen af franske In- dustrivarer, men forbød Indførselen af fremmede. Dernæst forbødes