Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

420 G. HORNEMANN VI for os. I Slutningen af 18. Aarhundrede havde de københavnske Sukkerraffinaderier gjort udmærkede Forretninger ved Udførselen af raffineret Sukker. Nu var det gaaet tilbage for Raffinaderierne, der havde ondt ved i Udlandet at konkurrere med Hamborgerne og Englænderne, og som derfor ønskede at støttes af Regeringen, ikke blot til Udførsel af St. Croix Sukker, — af hvilket der aarlig indkom til Landet c. 20 Mill., som dog kun for Halvdelens Vedkommende forbrugtes her, medens c. 10 Mill. Pd. aarlig gik til Sverige, Norge og Østersølandene —, men ogsaa til Genudførsel af indførte fremmede Raasukkere, og dette Ønske blev efterkommet, idet Transitafgiften (1817) bestemtes til 1 % af alle Sukkere, hvorved man dog kun tilfreds- stillede de handlende, men ikke ganske Raffinaderierne. Senere re- guleredes Sukkerhandelen yderligere ved en Række Bestemmelser. Men i Foraaret 1821 fremkom der fra Købmændene i Flensborg et af forhenværende Guvernør Oxholm støttet Andragende om, at Byen ligesom København maatte faa Ret til Udførsel af St. Croix Sukker, og samtidig ansøgte Planterne i Vestindien om, at alle Stæder i de danske Stater maatte faa Ret til fri Ind- og Udførsel af Sukker. Dette Ønske modsatte Grosserersocietetet sig, idet det, under Henvisning til at Tankerne om Frihandel vandt stadig mere og mere Indgang, erklærede, at om Kolonierne var erhvervede nu, vilde der intet have været mod Andragendet at indvende. Og om end København, der havde lidt mere end nogen anden Købstad under Krigen, nok kunde fortjene at begunstiges, saa vilde man dog ikke have vovet at anholde om nogen Eneret. Men nu havde København engang sin Eneret til Sukkerhandelen; den havde bestaaet i over et Aarhundrede, og mange Menneskers Tilværelse beroede paa den. Den nulevende Slægt af københavnske handlende havde slaaet Lid til, at den vilde blive bevaret; thi det havde ikke været vanskeligt at forudse, at det maatte blive den eneste ikke-europæiske Handel, der under almindelige Freds- forhold vilde blive Danmark levnet. Der henvistes videre til, at om denne Eneret hævedes, maatte man lade de kostbare Skibe raadne eller ophugge, thi de kunde ikke sættes ind i nogen anden Fart, og al anden Fart var desuden forbunden med Tab, og til, at de til denne Fart knyttede og uddannede københavnske