Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

VI HANDELS- OG SØFARTSFORHOLD I 19. AARH. 439 alle Banker paa een nær har maattet indstille deres Betalinger og lukke Kontorerne. Fra Amerika, hvor Krisen skal have voldet mere end 5000 Falliter, naaede den over Frankrig og England Hamborg, hvor et stort Handelshus 26. Oktbr. standsede sine Betalinger. I London og Hamborg, der var en betydelig Vekselplads, rasede Krisen værst. Vi kunde umulig undgaa at blive paavirkede heraf. Endnu var vore Købmænd, ligesom for øvrigt de norske og svenske, gennem Blanko- krediten, saa afhængige af de hamborgske Firmaer, at om der ikke ydedes Hjælp, vilde de rives med i Faldet. Hvad København angik, kom hertil, at de større Handelshuse, særlig efter at der var opstaaet Privatbanker rundt omkring i Landet, havde begyndt at give Pro- vinskøbmændene betydelige Blankokreditter, og denne Kreditgivning voldte ikke lidt Bryderi, da Krisen kom. Naturligvis steg Diskontoen. Paa Højdepunktet skal den i New York have naaet 18 å 24%. I London satte Englands Bank 9. November Diskontoen til 10%, medens Privatdiskontoen var 12%, i Hamborg var den 12. November 9^2 %. I København noteredes 2. November og 12. December 10%, men efter 1. December blev der næsten ingen Forretninger gjort, og Nationalbanken, som hele Tiden noterede 7%/ diskonterede ingen ny Veksler, men omsatte kun de gamle. Først sidst i November begyndte man herhjemme at forstaa, at der var Fare paa Færde. Man havde været forberedt paa, at der i denne December Termin kunde blive lidt flere Vanskeligheder end de sæd- vanlige Terminsbesværligheder, men herudover nærede man ingen Frygt, og der var i Virkeligheden, i alt Fald efter Tietgens Fremstil- ling i hans »Erindringer«, heller ingen Grund til Ængstelse. Der var, siger han, intet Land i Verden, som i Forhold til sine Forpligtelser var bedre stillet end Danmark. I den Grad var det altsaa lykkedes i de trange Aar at fæstne vor Stilling. Naar det dog gik galt, skyldtes det Finanserne og Nationalbanken. De, og særlig Finanserne, gjorde efter Tietgens stærke Ord, hvad de kunde, for at alt skulde blive saa galt som muligt. Det vil sige, de vaklede og famlede i Stedet for resolut at gribe ind med Anvendelse af de betydelige Midler, der stod til deres Raadig- hed. Allerede først i November havde dog »Berlingske Tidende« gjort