II VIKINGETIDEN 39
Angrebet begyndte straks og blev fra første Færd rettet imod de
to Broer og de Taarne, der for at forsvare dem var opført paa Land-
siden. Men da Frankerne værnede sig med saa megen Tapperhed og
Dristighed, at Paris tydeligvis ikke lod sig tage i en Haandevending,
forskansede Vikingerne sig ved Kirken St. Germain TAuxerrois og
begyndte en regelret Belejring af Byen.
Og medens Skarer af Vikinger til Lands plyndrede Omegnen, for-
søgte andre med alle de Belejringsmaskiner og al den Krigskunst, Vi-
kingerne raadede over, Væddervogne, Murbrækkere, Blider, Storm-
tage, Brandere o. s. v. at ødelægge Byens Mur og de to Brotaarne.
Frankerne holdt imidlertid under den behj ærtede Grev Odo og
Bisp Gauzlin tappert Stand. Men Vikingerne fik Hjælp af Naturkræf-
19. Nydamsbaaden. Surringsklampe (med to Huller) i øverste Klædningsplanke, paa hvilken
Klampe Spantehovedet hviler. — Surringsklampe (med eet Hul) paa de andre Planker.
terne. Opsvulmet af Tøvandet fra Bjærgene steg Seinen over sine
Bredder og førte d. 6. Februar 886 et Stykke af Broen over til St. Ger-
main des Pres med sig.
Spærringen var brudt. Vikingerne løb straks igennem med nogle
af deres Fartøjer og hærgede og plyndrede op langs Flodens Bredder.
Men det fra Byen nu afskaarne Brotaarn blev stukket i Brand og Vag-
ten, tolv Mand, hugget ned. Deres Navne har Krøniken opbevaret,
og de læses endnu paa en Stenplade paa den Bro, de med saa meget
Heltemod havde forsvaret.
Biskoppen søgte nu, da han ikke kunde jage Vikingerne væk, at
købe dem bort. Men han synes at være bleven taget ved Næsen af
de altid snedige Normanner. Kong Sigfred, som modtog Løsesummen,
forstod Aftalen saaledes, at den kun forpligtede ham og hans Mænd
til at drage bort. Og medens han og hans Skarer fjernede sig dog
ikke længere bort, end at de efter et halvt Aars Forløb atter dukkede
op foran Byens Mure — blev Resten liggende og fortsatte Belejringen.
Hen paa Efteraaret rykkede Kejseren, Carl den Skaldede, endelig