Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage
År: 1919
Serie: Danmarks Søfart og Søhandel I
Forlag: Nyt Nordisk Forlag
Sted: København
Sider: 782
UDK: 382
Af dette værk er trykt som luksusudgave 300 nummerede eksemplarer
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Ä 1
i:
40
BERING LIISBERG
den haardt trængte By til Undsætning med en stor Hær. Og medens
han slog Lejr ved Foden af Montmartre, gik de Danske over paa den
venstre Seinebred. Her gjorde Kejseren sig nu rede til at angribe dem,
men da Kong Sigfred uformodet atter viste sig paa Seinen, opgav
han sin Angrebsplan, gav Vikingehæren Anvisning paa Vinterkvarter
i Bourgogne imod at den til Foraaret, naar han udbetalte den syv-
hundrede Pund Sølv i Løsepenge for Byen Paris, skulde forlade Vest-
franken for bestandig.
I Foraaret samledes Hæren, efter at have udsuget Bourgogne i
Vinterens Løb, paa ny foran Paris og fik Løsesummen
udbetalt. Men det faldt dem svært at forlade det
skønne Land og en saa forhandlingsvenlig Mand som
Kejseren, der gav dem Løsepenge for en By, de paa
Grund af dens tapre Forsvar ikke havde kunnet tage.
Først to Aar senere, efter at have afpresset ham en
ny Løsesum, drog de endelig bort fra Seinefloden og
20. Nydamsbaaden. detlS Opland.
Surringsklamper paa Dette skete nu ikke med deres gode Villie. Deres
øverste og næstøverste °
Klædningsplanke.
Opbrud var en Følge af et stort Nederlag, som Vi-
kingerne havde lidt ved Montfaucon, tæt Nord for
Verdun. Det var deres Rytterhær, der blev slaaet her 888 af Kong
Odo af Franken, den tidligere Greve af Paris. Og tre Aar senere led
de et endnu større Nederlag ved Louvain, hvor de blev slaaet af
Arnulf af Kärnthen. Her faldt blandt mange andre normanniske Høv-
dinger de to danske Konger Sigfred og Godfred.
Men trods Nederlaget kunde Vikingerne dog holde sig i deres be-
fæstede Lejr ved Louvain et Aar endnu og foretage Plyndringstog
saa langt mod Syd som til Bonn. Og det var først en stor Hungersnød,
som i 892 hjemsøgte de lothringske Lande, der tvang dem til endelig
at bryde op og drage over Vandet.
Fra Northumberland, hvor Lodbrogssønnerne havde vundet sig et
Kongedømme, og særlig fra Femborgdistriktet i Danelagens Midte,
havde danske Vikinger udstrakt deres Magt til Østangelen, hvor
Gudrum var bleven Konge, havde hjemsøgt Landskaberne Syd for