Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

År: 1919

Serie: Danmarks Søfart og Søhandel I

Forlag: Nyt Nordisk Forlag

Sted: København

Sider: 782

UDK: 382

Af dette værk er trykt som luksusudgave 300 nummerede eksemplarer

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 791 Forrige Næste
450 G. HORNEMANN VI leren efter Tømmer eller for at levere Tiendekorn, som disse købte af Tiendeejerne. Desuden mødte Strandhandlerne Fjenden paa hans egen Grund ved at udsende Opkøbere, der rejste rundt i Landet for at opkøbe Smør, Uld og Skind. I det hele var det en ret forbitret Kamp, der førtes med Høkerne, og af hvilken Bønderne høstede For- delen. Hvem der vilde have sejret, er vanskeligt at sige, men 1871 aabnedes Vendsysselbanen, og den gav Vestkysthandelen Dødsstødet. Lønstrup og Løkken overfløj edes af Hjørring, Blokhus af Brønders- lev og Aalborg. Samtidig ophørte Bønderne at sælge deres Korn, og for deres Svin og Fedestude var Norge ikke Markedet. Det Smør og det Kød, man i sin Tid havde prakket de lidet kræsne Nordmænd paa, havde tidt været en slem Vare, Kødet stundom af selvdøde Krea- turer, efter hvad der sagdes, og Smørret som det kunde blive, naar det efter længe at have ligget usolgt i England, hentedes hjem igen, æltedes om og fik en dygtig Tilsætning af Salt. Nu var det fine Varer, der skulde leveres. Smørret, Kvæget og Svinene gik over Frederiks- havn eller Aalborg til England eller Tyskland, og Tømmeret fik man billigere ad samme Vej end ved at hente det direkte fra Norge. Føl- gen blev, at de store Købmandsgaarde paa Vestkysten kom til at staa tomme. Endnu 1896 gik en Skude fra Lønstrup og een fra Løkken Nord paa, men Skudehandelens Saga var omme. Omtrent lige saa uheldige Følger, som Næringsloven havde for Skudehandelen, havde den næsten samtidige Ophævelse af Øresunds- tolden for Helsingør. Mange Familier i Byen ramtes haardt, og en ligefrem Udvandring fra den begyndte. Saa stærkt formindskedes Indbyggertallet, at 25 Aar efter var Byen end ikke naaet op til de lidt over 9000 Indbyggere, den havde haft 1855. Men den enes Død den andens Brød. Hvad der var en Ulykke for Helsingør, blev et Led i Kæden af de Begivenheder, der skulde hjælpe København op. Efter Nedsættelsen i 1842 var Øresundstolden vel ikke længere den absolute Hindring for den københavnske Han- dels Opkomst, den tidligere havde været. Men det betød dog i mange Retninger ikke lidt for Hovedstaden helt at blive den kvit. Endnu var København ikke meget mere end Landets største Køb- stad, en By paa 155,000 Indbyggere, der inden for sine Volde drømte