Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage
År: 1919
Serie: Danmarks Søfart og Søhandel I
Forlag: Nyt Nordisk Forlag
Sted: København
Sider: 782
UDK: 382
Af dette værk er trykt som luksusudgave 300 nummerede eksemplarer
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
450 G. HORNEMANN VI
leren efter Tømmer eller for at levere Tiendekorn, som disse købte
af Tiendeejerne. Desuden mødte Strandhandlerne Fjenden paa hans
egen Grund ved at udsende Opkøbere, der rejste rundt i Landet for
at opkøbe Smør, Uld og Skind. I det hele var det en ret forbitret
Kamp, der førtes med Høkerne, og af hvilken Bønderne høstede For-
delen. Hvem der vilde have sejret, er vanskeligt at sige, men 1871
aabnedes Vendsysselbanen, og den gav Vestkysthandelen Dødsstødet.
Lønstrup og Løkken overfløj edes af Hjørring, Blokhus af Brønders-
lev og Aalborg. Samtidig ophørte Bønderne at sælge deres Korn,
og for deres Svin og Fedestude var Norge ikke Markedet. Det Smør
og det Kød, man i sin Tid havde prakket de lidet kræsne Nordmænd
paa, havde tidt været en slem Vare, Kødet stundom af selvdøde Krea-
turer, efter hvad der sagdes, og Smørret som det kunde blive, naar
det efter længe at have ligget usolgt i England, hentedes hjem igen,
æltedes om og fik en dygtig Tilsætning af Salt. Nu var det fine Varer,
der skulde leveres. Smørret, Kvæget og Svinene gik over Frederiks-
havn eller Aalborg til England eller Tyskland, og Tømmeret fik man
billigere ad samme Vej end ved at hente det direkte fra Norge. Føl-
gen blev, at de store Købmandsgaarde paa Vestkysten kom til at staa
tomme. Endnu 1896 gik en Skude fra Lønstrup og een fra Løkken
Nord paa, men Skudehandelens Saga var omme.
Omtrent lige saa uheldige Følger, som Næringsloven havde for
Skudehandelen, havde den næsten samtidige Ophævelse af Øresunds-
tolden for Helsingør. Mange Familier i Byen ramtes haardt, og en
ligefrem Udvandring fra den begyndte. Saa stærkt formindskedes
Indbyggertallet, at 25 Aar efter var Byen end ikke naaet op til de lidt
over 9000 Indbyggere, den havde haft 1855.
Men den enes Død den andens Brød. Hvad der var en Ulykke
for Helsingør, blev et Led i Kæden af de Begivenheder, der skulde
hjælpe København op. Efter Nedsættelsen i 1842 var Øresundstolden
vel ikke længere den absolute Hindring for den københavnske Han-
dels Opkomst, den tidligere havde været. Men det betød dog i
mange Retninger ikke lidt for Hovedstaden helt at blive den kvit.
Endnu var København ikke meget mere end Landets største Køb-
stad, en By paa 155,000 Indbyggere, der inden for sine Volde drømte