II
VIKINGETIDEN
45
nen, der var saa rummelig, at tre hundrede Langskibe kunde ligge i
den, Side om Side, blev lukket med jærnbeslagne Porte.
Byen Julin, som Jomsborg værnede og holdt i Ave, skildres af
Tidens Krønikeskrivere som en af de største Handelsbyer i det nord-
lige Europa. Højden, som Borgen ha paa, og som er kendelig den
Dag i Dag, bærer nu Navnet Silberberg paa Grund af den store Mængde
Sølvmønter og Genstande af Sølv, man har fundet der i Jorden, Vidner
om Byens livlige Handelsforbindelser med Saksernes Lande, det fjerne
Grækenland, Byerne i Russernes Land, Danmark, Norge og Sverige.
Til Samland, den store Halvø, der skyder ud mellem Frisches Haff
og Kurisches Haff — altsaa mellem Weichsel- og Pregelflodens Mun-
dinger — gjorde Hagen, Harald Blaatands Søn, et Vikingetogt, satte
sig fast i Landet mellem de to Floder og grundlagde nye Handels-
pladser eller gjorde sig til Herrer over ældre. En af disse var Truso i
Nærheden af det nuværende Danzig. Og Pregel bar en Tid, som en
Følge af disse nordiske Mænds Bosættelse her, Navnet »den gotiske Elv«.
Det er foran omtalt, at Vikingetogene, der i Begyndelsen var rene
Plyndringstog, paa hvilke det gjaldt at gøre Bytte og vinde Gods, efter-
haanden skiftede Karakter og endte med at blive Erobringstog, som gik
ud paa at vinde Land.
Den første Periode er Vikingetogenes Barndom, og Barndommen
er nu eengang en Periode, som ikke kender til Skaansel. Af vilde og
ustyrlige, halvsultne og gridske Drenge, der endnu ikke har lært, at
Maven bliver mæt længe før Øjnene, vokser der Mænd frem, der endnu
kan have meget af Barndommens Vildskab i sig. Men som modne Mænd
ved de af Erfaring, at det er barnligt at ødelægge, blot for at ødelægge.
Endvidere at det er godt nok at gøre Bytte og rive til sig, men det
•er ikke nok. Man maa ogsaa kunne værne og bevare det vundne og