46
BERING LIISBERG
II
omsætte det med Fordel, saa snart Lejlighed gives. Og endnu bedre
er det at gøre det vundne fra en øjeblikkelig Berigelse til en stadig
rindende Rigdomskilde for sig og for Slægten.
Vikingetogterne blev noget andet og mere end Sørøvertogter. De
nordiske Vikinger og -- efter en gammel irsk Optegnelse — ikke mindst
de Danske, var ved Siden af at være uforfærdede, udholdende og raad-
snare Krigere, tillige fuldblods Handelsmænd.
Krig og Handel var i hine Tider, saavel til Lands som til Vands,
nøje forbundet. Krig gik over alt ud paa at gøre Bytte, at tilegne sig.
24. Nydamsbaaden. Øsekar.
ikke blot hvad man havde Brug for i Øjeblikket, men alt hvad man
kunde lægge Haand paa. Thi hvad man ikke selv havde Brug for, kunde
man afhænde og saaledes dog faa Fordel af. Derfor ser man, at over
alt, hvor der kriges, der handles tillige. Hærene ledsages af Købmænd,,
der skulde omsætte det tagne Bytte.
Gjaldt dette, at Krig og Handel var nøje forbundet, i Almindelig-
hed, saa gjaldt det ganske særlig de Søfarter, vi kalder Vikingetogene..
Men Ledsagelse af Købmænd behøvede Vikingerne ikke. De var be-
sjælede lige saa meget af Handelslyst som af Kamplyst. Naar man i
Sagaerne, skriver V. Gudmundsen og Kr. Kaalund, træffer en Frem-
stilling af unge Mænds Søtogter, er det ofte meget vanskeligt at af-
gøre, om de skal betragtes som Handels- eller som Vikingetogter. De