Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

II VIKINGETIDEN 47 var nærmest at betragte som lidt af bægge Dele. De Mænd, der væ- sentlig drog ud som Købmænd og for hvem Handelen var Hoved- sagen, maatte være saaledes udrustede, at de, om det kom dertil, kunde slaa fra sig og optage en Kamp, om nogen — hvad let kunde ske — skulde finde paa at overfalde dem og prøve at tage deres Gods. Saa selv en Handelsrejse løb sjældent ganske fredeligt af. Og de, der lagde mest Vægt paa Sørøveriet, drev ved Siden af dette saa godt som altid nogen Handel. Vikingetog og Handelsfart faldt paa denne Maade i hine Tider saa nær sammen, at der kun var meget ringe Forskel paa en Viking og en Handelsmand, om i det hele taget nogen. Den samme Mand, der den ene Dag optraadte som fredelig Handelsmand, kunde den næste Dag vise sig som skaanselløs Fjende. I Sagaerne fortælles der flere Steder, hvorledes Vikingerne paa fremmede Kyster blev enige med Befolkningen om, at de i en vis, bestemt Tid, fjorten Dage f. Eks., skulde lade Vaabnene hvile og handle i Fred. Men saa snart denne Frist var udløbet, var de Fjender, og saa gik det løs med Plyndring og Hærgning. Ved Vikingetogene gjorde de forskellige europæiske Landes Befolk- ning første Gang Bekendtskab med Folk, der var fostrede af Havet. »Men som det plejer at gaa, hvert Land udklækker sit Væsen, Øboen fra Lodbrogs Tid husvant pladsker til Søs«, synger Digteren med Rette. Det Væsen, der blev udklækket i det hav- indskaarne, havombruste Norden var vidt forskelligt fra alt andet Men- neskevæsen i Europa. I Norden har Havet, det lunefulde Hav, som snart straalende og smilende med let Brise som i en Eventyrleg fører den, der betror sig til det, i Hast fra Sted til Sted, og snart rejser sig i vild og fraadende Vældet knusende, sønderbrydende og ødelæggende al Modstand, udklækket en ganske anderledes Slags Mennesker, end dem, der saa Lyset i de store Indlande med de rolige Bjærge og de stille glidende Floder, hvor al- ting gaar mere ensformigt, hvor Naturen taler et blidere, mere har- monisk Sprog, hvor Livet ikke rummer saa store Modsætninger, og hvor man plejer at kunne være saa nogenlunde sikker paa at vaagne hver Morgen, hvor man har lagt sig til Ro Aftenen forud.