Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

48 BERING LIISBERG II I Norden har Havet udklækket Mennesket til Kamp, kaldt de bedste mandige Egenskaber frem, Mod, Dødsforagt, Udholdenhed, Haard- førhed og Snarraadighed. Og ved at færdes paa Havet har det lært, hvor bydende nødvendigt det er at kunne underordne sig, at optræde med Sammenhold og Disciplin. I den barske nordiske Natur var der ingen Yppighed, ingen Blød- agtighed; her maatte alle Kræfter sættes ind, om man vilde leve. Her blev Mennesket fra sin tidligste Tid vænnet til Kamp. Og for Nordboen blev Kampen Livets Lyst. Ved Kamp med Na- turen vandt man i Hjemmet det daglige Brød, der for manges Ved- kommende mulig kunde mætte, men ikke overmætte og slappe. Og ved Kamp med Fremmede, og alle Fremmede var i hine Tider Fjender, vandt man Gods og Ære i levende Live og Berømmelse efter Døden. Og hvad kunde en Nordbo ønske mere? Vikingetog og Handelsfart havde bægge samme Maal: at vinde Rig- dom; de gjaldt alene af den Grund som sidestillede Grene af samme Erhverv, og bægge lige ærefulde. Thi bægge var lige indbringende og lige farefulde og fordrede i lige Mon Anvendelse af de Egenskaber, Nordboen satte højst: Mod, Udholdenhed og List. Men der var endnu mere, som drog den unge Mand til Vikingefærd, og det var Udlængslen, Lysten til at se sig om i Verden, den menne- skelige Trang, som ogsaa besjælede Odysseus, til at lære fremmede Lande, deres Beboere og disses Sæder og Skikke at kende. Derved adskilte den vidtberejste Mand sig mere end ved noget andet fra den, der sad hjemme og hang under sodet Bjælke, at han vidste, at der uden for det snævre Hjem var en større Verden, hvor der var meget at se og meget at lære. Derfor stod den unge Nordbos Hu til at komme ud, ikke blot for at tjene Penge, men for at uddanne sig, for at lære Mennesker og frem- mede Steder at kende; for i mere civiliserede Lande at tilegne sig en finere Optræden, end det var ham muligt at faa i sit Hjemland; for — naar han endelig kom hjem som den vidtberejste, verdenserfarne Mand og slog sig til Ro i Hjemmet — at opnaa Anseelse og Værdig- heder og faa Magt og Indflydelse. I Kongespejlet siger den unge Mand udtrykkelig: »Eftersom jeg nu staar i min blomstrende Alder, har jeg