Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

II VIKINGETIDEN 49 Lyst at fare til Søs paa Købmandsskab. Thi jeg drister mig ikke til at søge til Hove, uden at jeg først har lært andre Menneskers Sæder at kende«. Det er ejendommeligt at se, at Angelsakserne, som ikke af Natu- ren var noget søfarende Folk, men som under deres store Konge Al- fred gik i Skole hos Vikingerne og lærte dem noget af Kunsten af, med deres Tilegnelse af Nordboernes Sømandskunst ogsaa tilegnede sig deres Forstaaelse af Søfartens Værdi som Uddannelsesmiddel. I sin Iver efter at fremme sit Folks Kendskab til Søen og til Skibsfarten bestemmer Kong Alfred, at den Købmand af hans Undersaatter, der havde sejlet tre Gange over Vesterhavet, skulde faa »Thegns Værdig- hed«, d. v. s. blive optaget mellem Kongens Mænd. Dette er et Udtryk for den Anseelse, den søfarende Købmand eller Skibsherren stod i. Og det stemmer ganske med Forholdene i Norden. Af Sagaernes Beretning ser man, at selv Konger og Kongesønner drev Vikingefærd. Kongerne Godfred og Sigfred, Regnar Lodbrog og hans Sønner, Knud Danaast og mange andre, alle Danske af Æt, Olav den Hellige, Olav Trygveson, Bjørn Farmand, Harald Haarfager for at nævne nogle Nordmænd og mange andre. Og det var ikke blot som paavist Vikingefærd, men tillige Handel, de drev. »Det er ofte de bedste Mænd, der bliver Købmænd«, hedder det derfor i Kongespejlet. Og dette var en Arv fra Vikingetiden, hvor det hyppig var Sønner af de store Ætter, der gik ud paa Plyndring og Handel for ude at føre et større, et rigere Liv, end de kunde hjemme. Da Vikingetogenes første, stormende Ungdomstid var ovre, Even- tyrenes, de vilde Kampes, den første ubændige Udlængselstid var af- sluttet, den der var betegnet af det ungdommelige Mod og dumdri- stige Overmod, kom andre Egenskaber frem, mere værdige den modne Mand, Vikingernes stærke Disciplin, deres ubrødelige Sammenhold, deres Evne til at ordne og styre, Egenskaber, der netop i en saa mærk- værdig Grad savnedes hos Folkene paa de Kyster, de hjemsøgte. Vi- kingerne viser sig over alt, efter at de er begyndt at komme til Ro, som store Kolonisatorer. De slog sig efterhaanden ned, hvor det pas- sede dem, byggede Byer, hvor saadanne ikke fandtes, eller genoplivede gamle Bebyggelser, værnede dem mod Overfald ved Volde og Grave, Danmarks Søfart og Søhandel. 4