Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

5o BERING LIISBERG II oprettede Ro og Orden, sørgede for Lov og Ret og organiserede Han- delen fra deres nye Bosteder. Søhandelen gik før Vikingernes Tid fra Fjord- og Flodmundingerne saa vidt mulig langs Kysterne til Bestemmelsesstedet. Fra Ribe, fra Limfjordens Udløb mod Vest og de andre vestjyske Fjorde ned til Elbmundingen og Frisland; fra Limfjordens østlige Munding og Øst- kystens Fjorde ned til Hedeby eller op til Norge og over til Øerne. Eller den gik den lige Vej over Søen til den nærmeste Kyst paa mod- sat Side. Som fra Skaane og de danske Øer til Østersøens sydlige og fra Sverige til dens østlige Kyster. Fra Rhinmundingen gik der Fartøjer videre, ikke blot op ad den brede, sejlbare Flod, men ned langs Frankrigs Vestkyst og ind i Flo- derne. Endelig førte frisiske Søfarende Fastlandets Frembringelser over til Irland og England, særlig til de to alt dengang store Byer, London og York, og bragte Ølandets Varer tilbage. Sejladsen fra Danmark gik fra gammel Tid ikke blot til Flodmun- dingerne, men langt op ad Floderne. Det blev Normannernes gængse Vej under Vikingetogterne, og det havde været fredelige Søfarendes Vej længe forinden. Men i 826 var det en ganske egen Færd, der fandt Sted fra Danmark, sandsynligvis fra Hedeby og langt op ad Rhinen. Det var den danske Kong Harald, med Tilnavnet Klak, der med en Flaade paa flere end hundrede Skibe og et Følge paa over firehundrede Personer drog op ad Rhinen til Kejserslottet Ingelheim ved Mainz, til Kejser Ludvig, for at lade sig døbe. Da han drog hjem igen, fik han to Munke, Ansgar og Autbert, som skulde præke Kristendom for de Danske, til Ledsagere. Og meget betegnende for de søfarende Folks Opfattelse hedder det, at ingen tog i Begyndelsen af Rejsen Hensyn til de to Munke, før de af Biskoppen i Kölln havde faaet et Skib for- ærende. Saa gik det med et op for de Danske, at der maatte være noget ved de to Mænd, at de kunde agtes for værdige til en saa herlig Gave. Skibet beskrives som ualmindelig vel indrettet og havde to Ka- hytter, saa det tildrog sig Kongens særlige Behag og skaffede dets Ejermænd mere Agtelse og Anseelse, end de havde kunrtet glæde sig ved tilforn. Munkene stillede den ene af Kahytterne til Kongens Dis- position. De sejlede tilbage, samme Vej de var kommet, til Doorstad,