VII SEJLADSEN PAA DE OSTINDISKE KOLONIER 531
og Storstangen ned paa Dækket, mærkelig nok uden at saare nogen af
Besætningen. Kaptajnens Lig blev imidlertid sænket i Havet under
behørige Æresbevisninger, og omsider blev man enig om at vælge hans
Afløser; men det gik kun smaat fremad, Provianten begyndte at slippe
op, og i Vandet, der lugtede som Skarn, var der tommelange Orm,
Sygeligheden tog til, og i April Maaned døde 16 Mand af Vattersot.
I Begyndelsen af Maj, da de befandt sig et Sted Vest for Irland, lod
den nye Kaptajn Besætningen kalde sammen, og enhver lovede at give
en Maaneds Gage til en Lysekrone til en Kirke i det første kristne Land,
Gud vilde føre dem til; men deres Prøvelser var ikke forbi endnu. Midt
i Maaneden fik de en haard Storm, under hvilken Storraaen knæk-
kede, og Skibet fik en betydelig Læk paa et Sted, hvor Tømmerman-
den ikke kunde komme til, saa de maatte pumpe til Stadighed for at
holde Skibet nogenlunde læns. Vejret holdt sig stormfuldt og usigt-
bart, og Mandskabet var yderlig udmattet af Sult og Arbejde ved Pum-
perne. I Begyndelsen af Juni, da der kun var 12 Mand, der endnu kun-
de holde sig paa Benene, blev Kursen sat paa Færøerne, og kort efter
var de i Taagen paa et hængende Haar strandede paa en Klippeø, der
pludselig opdagedes forude. I sidste Øjeblik fik de drejet klar; nu
lettede Taagen, og de slap gennem et Sund; ved at affyre Kanonskud
fik de hidkaldt Folk fra Land, der omsider fik lodset dem ind til Thors-
havn, hvor de fik at vide, at den hollandske Flaade som de havde for-
ladt, var kommen hjem for tre Uger siden.
I Thorshavn fik de 54 Færinger om Bord til Forstærkning af Be-
sætningen, hvorefter de fortsatte Rejsen, og endelig, efter et Ophold
i Norge, naaede de i August Maaned København, hvor Kongen selv
kom om Bord for at ønske dem velkommen hjem og udtrykke sin
Glæde over at gense dem.
34: