Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

VII SEJLADSEN PAA DE OSTINDISKE KOLONIER Territorium krævedes en Del Ofre, men der blev af Guvernementet gjort alt muligt for at bekæmpe Epidemien. Hospitalet udvidedes, der uddeltes fri Medicin og sørgedes saa godt som muligt for Lægehjælp, og baade Regering og Læger vandt megen Anerkendelse for deres Omhu. I 1822 var der for første — og sidste — Gang Uroligheder blandt den indfødte Befolkning; ellers var Forholdet mellem de Danske og Inderne det bedst mulige, Guvernementet havde altid respekteret baade de ind- fødtes Religion og Kastevæsen. Grunden til Urolighederne, eller som de kaldtes, Oprøret, var, at en Mand af lav Kaste, en Oliepresser, som aabenbart led af honnet Ambi- tion, havde tjent en Del Penge. Han tillod sig forskellige Flotheder, som kun tilkom Folk af højere Kaste, saasom at gaa med rød Solskærm og røde Tøfler, hvilket vakte stort Raseri blandt de øvrige indfødte. Der blev klaget til Guvernementet, og da dette ikke mente at kunne tage sig af Sagen, besluttede man, under Anførsel af Braminerne, selv at skaffe sig Respekt for sine nedarvede Skikke. Urolighederne begyndte, ligesom nu til Dags, med Generalstrejke af alle Indere, og da de var bange for Militæret, der forblev loyalt, udvan- drede de, uden at gøre større Optøjer, i store Masser fra Byen og slog Lejr en Mils Vej borte, paa Tanjours Omraade. Fra Lejren blev der foretaget Strejftog af nogle mindre Flokke ind paa dansk Grund, hvor nogle Huse, deriblandt Oliepresserens, blev plyndrede og brændte; først da Guvernementet gav efter og forbød Oliepresseren den uretmæs- sige Luksus, blev der Fred, og Inderne vendte tilbage til deres Dont. Derefter blev Forholdet mellem de Danske og de indfødte atter det gamle, og Roen blev aldrig senere forstyrret. Tranquebars Handel paa Danmark vedblev at være ringe, og Han- delen paa andre Pladser i Indien vilde heller ikke komme i Gang, derfor sørgede den engelske Toldpolitik. Købmændene flyttede efterhaanden til livligere Pladser, og Industrien sygnede hen. Kun for Landbruget var der ingen Tilbagegang; Landdistriktet var ikke større, end at hele Risavlen kunde afsættes i selve Kolonien. Den største af Landsbyerne, Poreiar, der ved Aarhundredets Begyndelse havde samme Indbygger- antal som Tranquebar, havde i 1820 4200, medens Tranquebar da kun havde 3000. Danmarks Søfart og Søhandel. 37