Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage
År: 1919
Serie: Danmarks Søfart og Søhandel I
Forlag: Nyt Nordisk Forlag
Sted: København
Sider: 782
UDK: 382
Af dette værk er trykt som luksusudgave 300 nummerede eksemplarer
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
VII SEJLADSEN PAA DANSK VESTINDIEN 601
vigtigste Punkter var følgende: Der indførtes en aarlig Grundskat paa
20 Skilling af hver 100 □ ' Land og en Kopskat paa 2V2 Rdlr. Det se-
krete Raad skulde bestaa af et Opperhoved (Guvernøren), en Køb-
mand, en Bogholder, en Kasserer og en Sekretær, og dets fornemste
Pligt skulde være Handelens Fremme. Jurisdiktionen blev tillagt en
Byfoged, hvis Domme kunde appelleres til den ordinære Raads Ret,
som skulde bestaa af Sekretraadets Sekretær, to Assistenter og to af
de forstandigste Indbyggere, og dette Raads Domme kunde i alvor-
ligere Tilfælde appelleres til Direktionen i København. Til Beskyt-
telse af Slaverne bestemtes det, at Planterne ikke paa egen Haand maatte
straffe dem med Lemmers Afskærelse eller Tortur, men saadanne
Straffe skulde eksekveres paa Fortet i Kommandantens og Sekret-
raadets Overværelse; det var dog altsaa et Tilløb til Humanitet.
Aaret efter blev Handelen paa St. Thomas givet fri for alle Na-
tioners Skibe og for alle Varer undtagen Negerslaver, som det forbe-
holdtes Kompagniet at handle med. Med denne frisindede Bestemmelse
var man langt forud for sin Tid, men den er da ogsaa, saa vidt man kan
skønne, atter blevet tilbagekaldt; thi den blev fornyet i 1764 og bekræf-
tet i 1766.
Imidlertid tiltog Slavernes Antal stærkt ved Indførsel fra Guinea;
mange af dem tilhørte de vildeste og mest stridbare Stammer, saa de
Hvide begyndte at føle sig noget ængstelige ved Negrenes voksende
Magt. Der forefaldt jævnlig Uroligheder, navnlig naar Planterne efter
en daarlig Høst havde ondt ved at skaffe Slaverne tilstrækkelig Føde.
I 1725—26 herskede der en usædvanlig Tørke med det Resultat, at 70
Slaver blev straffede paa Livet paa Grund af Optøjer. For at dæmme
op for Slavernes Opsætsighed udstedte Guvernør Gardelin i 1733 en
Anordning, hvis Hovedpunkter fortjener at nævnes:
1) Hovedmændene for bortløbne eller bortløbende Slaver skal kni-
bes tre Gange med gloende Jærn og derefter hænges.
2) Medskyldige i et Komplot skal miste et Ben, med mindre Ejerne
vil pardonnere dem med at miste et Øre og faa en »Lussing« paa 150
Slag.
5) 8 Dages Maroner (bortløbne Slaver) skal straffes med 150 Slag,
12 Ugers Maroner skal miste et Ben, og 6 Maaneders Maroner har for-