II
VIKINGETIDEN
55
Ludvig den Tyske. Der blev herved sikret Købmænd fra bægge Riger
fri og uhindret Færdsel og Lov til at drive Handel.
Med Undtagelse af enkelte dristige Forskere — Pytheas har vel
ikke været den eneste, der har vovet sig ud paa Opdagelser, selv otn
hans Navn alene er naaet ned til senere Tider —, der frygtløs begav
sig ud paa det aabne Hav, og med Undtagelse af de, sikkert ikke faa
Søfarende, der ved Storm og Uvejr blev slaaet ud af deres Kaas og
af Vind og Vove ført langt ud i Søen, undertiden helt over til et frem-
med, ukendt Land, fulgte i Oldtiden alle Styrmænd Kysten og holdt
sig i umiddelbar Nærhed af Land. Det var vel netop den frisiske Ørække,
der som en skærmende Vold gav Læ mod Vesterhavets Raseri under
Paalandsstorme lige fra Blaavandshuk og — med enkelte aabne Steder
- helt ned til Rhinens Munding, som havde ydet særlige Betingelser
for Udviklingen af Søfarten fra de vestjyske Fjorde og Aamundinger
ned til Handelspladserne ved Rhinens Munding, og der var sikkert i
hine Tider ikke noget Handelsfartøj — og inden Vikingetogene var
det kun fredelige Handelsfartøjer, der pløjede Søen — som fra jyske
Østkyst eller de danske Øer gik uden om Skagen.
En søfarende Handelsmand havde et bestemt Maal for sin Rejse.
Han drog kun derhen, hvor han af egen eller af andres Erfaring vidste,
at han kunde afsætte sine egne Varer og med Fordel erhverve andres.
For at komme til disse Pladser havde han bestemte, gennem mange
Aars indvundne Styrmands-Erfaringer om Kurs, Afstand, Vanddybde,
Kendemærker paa Land o. s. v., der senere blev optegnede som Sej
ladsforskrifter. Man holdt sig altsaa til de Steder, man var vant til at
sejle paa, hvor man havde Fordel af at komme, og hvor man kendte
Forholdene. En forstandig, søfarende Handelsmand indlod sig ikke paa
at eventyre sig ud paa fremmede og ukendte Kyster, selv om han
havde hørt Rygter og Frasagn om, at der langt ude i Havet laa store
Øer. Der var vel dem, der kunde føle en sær Trang til at gaa over