Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

620 c. BASTRUP VII Efter at det i 1777 var blevet forbudt at indføre Slaver til dansk Vestindien med fremmede Skibe, var Tilførselen næppe nok tilstræk- kelig til at vedligeholde deres Antal, end sige til at formere det; og det hjalp ikke, da Indførselen i 1785 atter blev tilladt fremmede. I 1780 var Antallet ganske vist 22,687, altsaa en Ubetydelighed større end i 1772, men i 1790 var det sunket til 22,119. Aarsagen til denne util- strækkelige Tilgang var den, at den engelske Slavehandel næsten helt ophørte under den nordamerikanske Frihedskrig, og da de engelske Ko- loniers Behov var stort, opnaaedes der bedre Priser der end i de danske Kolonier. I de 12 Aar 1778—1789 udførtes der for dansk Regning 17,113 Negre fra Guinea, men kun 6,229 bragtes til de danske Øer. Der maatte altsaa gøres noget, og man nedsatte da i 1791 en Kommis- sion til Overvejelse af Spørgsmaalet. Fra Lægen Paul Erdmann Isert, der i Aarene 1783—86 gjorde ’ Tjeneste i dansk Guinea, og som rejste derfra til Vestindien med det danske Slaveskib »Christiansborg«, foreligger der en Beskrivelse af Rejsen, hvoraf der i det følgende gives et Uddrag. I Oktober Maaned 1786 afsejlede »Christiansborg« fra Guinea med 452 Slaver og 36 Europæere om Bord. Naar Skibet var i anden Tje- neste, kunde det ialt rumme 200 Mennesker, saa man kan tænke sig, hvordan de ulykkelige Negre maatte være stuvede sammen. Tværs over Dækket, omtrent midtskibs, fandtes, som altid paa Slaveskibene, et højt og stærkt Træskod, Skansen, der fortil var ganske glat, saa man ikke kunde klatre op ad det, og paa Oversiden var det be- sat med Smaakanoner, der altid var ladte, og som affyredes hver Aften for at holde Slaverne i Skræk. Agten for Skansen boede Europæerne, og her var ogsaa de sorte Kvinder og Børn anbragte, medens de mand- lige Slaver opholdt sig foran for dem. Mændene var lænkede sammen parvis, den enes Haand til den andens Fod, og naar de kom paa Dæk- ket for at lufte sig, blev de yderligere lænkede sammen i lange Ræk- ker. Da de var for mange til at faa Plads paa Dækket paa en Gang, var det kun hver anden Dag, de fik Lov at nyde den friske Luft, hver anden maatte de blive nede i de tæt stuvede, beklumrede Rum. Det var altsaa en meget ubehagelig Maade at rejse paa. Dertil havde