Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

År: 1919

Serie: Danmarks Søfart og Søhandel I

Forlag: Nyt Nordisk Forlag

Sted: København

Sider: 782

UDK: 382

Af dette værk er trykt som luksusudgave 300 nummerede eksemplarer

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 791 Forrige Næste
VII SEJLADSEN PAA DANSK GUINEA 641 kapital, nu mente selv at kunne drive Handelen med tilstrækkelig Kraft. Al Ud- og Indførsel fra dansk Guinea foregik ved Hovedfortet Christiansborg, hvor de Varer, som opkøbtes fra de indfødte ved de øvrige Forter og Loger, samledes. De Varer, der indførtes, var Silke- og Bomuldstøjer, Køkkensager, Kobber- og Messingarmbaand, Glas- perler og andet Flitterstads og navnlig en Mængde Brændevin. Der udførtes Guld, Elfenben, Voks, Krydderier og Slaver. I den første Tid var det ganske betydelige Mængder Guld, de Danske hentede, thi den Negerstamme, som da ejede den Strækning, hvor Forterne Christiansborg og senere Fredensborg laa, Akemisterne, var dygtige Guldgravere og solgte ofte for 2—3000 Rdlr. Guld til de Danske paa en Dag. Men i 1742 blev de overvundne og næsten udryddede af Assi- antierne, og efter den Tid falbødes der næsten intet Guld. Handelen med Elfenben var ikke betydelig, da Kompagniet havde fastsat en saa lav Pris derpaa, at Negrene foretrak at sælge det til Englænderne og Hollænderne. Den vigtigste Vare var og blev Slaverne. Slaverne anskaffedes gennem indfødte Købmænd, der drog rundt i Landet og opkøbte dem dels hos Fyrsterne, dels hos private Folk. De fleste Slaver var Krigsfanger, som den ene Negerstamme havde taget fra den anden; Resten var dels Forbrydere, der som Straf blev gjorte til Slaver, dels Skyldnere der ikke kunde betale deres Gæld. Efter alle Beretninger var der paa Guineakysten, før Europæernes Ankomst, en meget talrig Negerbefolkning, der førte et højst idyllisk Liv. Krig kendtes ikke, Tyveri heller ikke, da Jorden og Havet gav Overflod af Føde for næsten intet Arbejde og Klæder ikke brugtes; den eneste ret almindelige Forbrydelse var Ægteskabsbrud, der straf- fedes med, at Elskeren tre Morgener i Træk maatte bære et stort Stykke Brænde til den fornærmede Ægtemands Telt og knælende bede om Forladelse. Men Europæerne fik snart Tilstanden forandret. De lærte Negrene at stille større Fordringer til Livet — Hoved- fornødenheden blev Brændevin — og for at tilfredsstille disse, maatte de skaffe Eksportvarer; Guld og Elfenben forslog ikke, og den største Artikel blev da Slaver. For at skaffe tilstrækkelig mange Slaver til Eksport paaførte de forskellige Stammer hverandre idelige Krige, og alle Fanger blev solgte Danmarks Søfart og Søhandel. 41