Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

VIII KONVOIERINGER 669 Naar nu f. Eks. Englænderne paastod deres Ret til at visitere Kon- voien trods Konvoichefens Æresord, da laa dette fornemmelig i, at de hævdede, at Konvoichefen garanterede for mere, end han kunde. Det kan ikke nægtes, at der var noget til Grund for denne Opfat- telse. Krigstilstand avler jo altid Umoral, der fandtes desværre altid Folk blandt Redere og Skippere, der udnyttede Konjunkturerne, og mangen lyssky Handel gik naturligvis i Svang. Mod alt dette var det selvfølgelig saa vel Regeringerne som Konvoicheferne overordentlig vanskeligt at beskytte sig, særlig mod Handelen gennem Straamænd, men der blev fra vor Side gjort, hvad der stod i menneskelig Magt for at værne sig mod Omgaaelser og Overtrædelser af Loven. Regeringerne saavel i Sverige som i Danmark-Norge krævede til yderligere Sikkerhed en Række Papirer, med allehaande Spørgsmaal udfyldte af Skipperne, inden der gaves disse Konvoi, og herved var der en god Lejlighed til at bedømme, om Skipperen var en ærlig Mand eller ikke. En Aarsag, der i nogen Grad skærpede Englændernes Mistanke var, at en Del af de dansk-norske Skibskaptajner var af fremmed Oprindelse, navnlig var der mange Hollændere iblandt dem. Dette kastede let et uheldigt Lys over dem, og den danske Regering raadede da ogsaa vor Købmandsstand til at ændre det. Ej heller alle Skibene indgød Tillid ved deres Udseende, — saaledes skriver Kaptajn Bille i en Rapport i 1798, »Jeg har haft Skibe under min Konvoj, som knap have Sejl i deres Eje, kun et Anker og slet ingen Baad eller Fartøj. Mange af dem ligner mere Pramme end Skibe«. Den engelske Regering havde til Kontrol for Skibsfarten en Mængde hemmelige Agenter rundt om i de forskellige Havne. Her- igennem underrettedes Regeringen i London om, hvilke Skibe der var mistænkelige, og der tilgik da Flaadecheferne Ordre til at iværk- sætte Visitationen, uanset om man satte sig til Modværge. At saa- danne Sammenstød var saa sjældne, som de var, og at de forløb saa heldigt, er til lige stor Hæder for den danske Koffardimand som for den danske Orlogsmand. Da endelig Kanonerne talte for Alvor — i »Freya«- Affæren — og vi fik en Konvoi opbragt, maatte Englænderne ind- rømme, at den ingen Kontrabande havde om Bord. Naar Princippet Konvoier ikke anerkendtes af England, da er