Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

VIII KONVOIERINGER 673 blive fornyede af den tiltrædende Hersker — i modsat Fald betød det Krig. Da den danske Regering ikke besvarede denne uforskammede Fordring, beordrede Paschaen straks sine Korsarer ud paa Røvertogt. Naar Freden een Gang var brudt med en af disse Røverstater, virkede det som gennem et usynligt Baand altid videre paa de andre, og dette passede ogsaa i dette Tilfælde. Snart fulgte Algier med et Spring i sine Fordringer, derpaa kom Tunis, derpaa Tripolis igen, saaledes at Forholdene i en Aarrække var højst ustabile. I selve Røver- staterne var der en Enevoldshersker — en Pascha — en Bey eller Dey, (ja, i Marokko endog en Kejser) og ved hans Side en »Minister« eller stor Handelsmand, der havde Indflydelse paa Herskeren. Men om hans Indflydelse holdt til det afgørende Øjeblik, var aldeles ikke givet; kun et var givet, nemlig, at saa vel han, som de andre Mellemled mel- lem den, der forhandlede, og Tronen, maatte grundig bestikkes, om det skulde hjælpe. Til en vis Grad — det skylde vi Sandheden at sige — respekterede Sørøverherskerne det skrevne Ord, men til Gengæld udviste de en Opfindsomhed i at opfinde Paaskud for nye Penge- afpresninger, som var en bedre Sag værdig. Skønt en saadan Krig som Regel kun betød, at en fem—seks Kor- sarer blev slupne løs i Middelhavet, rakte dens Betydning dog langt videre. Dels var som . Regel vore dansk-norske Skippere og Søfolk efter et saadant Fredsbrud ikke at formaa til at vove sig i Søen, dels vovede ingen Redere at betro Fragten til den Nations Skibe, som var i Krig med en af Røverstaterne. Den samme Skipper, der paa Trods af Konvoichefens Advarsler ofte dumstristig forlod Konvoien paa Tider, hvor Middelhavet vrimlede af franske og engelske Kapere, frygtede Barbareskerne som Djævelen selv, da disse tilføjede de op- bragte Skibes Besætninger Overlast eller gjorde dem til Slaver. Disse Barbareskstater var altsaa en alvorlig Faktor at regne med, og man undres over, at ingen for Alvor bandt an med dem. Vi Danske havde til Tider en ret betydelig Eskadre i de Farvande. Barbareskernes Sømagt var kun ringe, — som Regel højst en fire til fem Fregatter og en halv Snes mindre Skibe. Men selv om disse Fartøjers Kamp- værdi efter europæiske Begreber kun var liden, saa maatte de dog jages og opbringes eller holdes indelukkede ved en Blokade. Dette Danmarks Søfart og Søhandel. 43