Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

År: 1919

Serie: Danmarks Søfart og Søhandel I

Forlag: Nyt Nordisk Forlag

Sted: København

Sider: 782

UDK: 382

Af dette værk er trykt som luksusudgave 300 nummerede eksemplarer

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 791 Forrige Næste
VIII KONVOIEEINGER 635 Forholdet mellem vore Orlogs- og Koffardimænd var under hele Konvoieringsperioden udmærket godt. Naturligvis kunde smaa Sam- menstød ikke undgaas, naar man betænker det — mildest talt — lidt blandede Selskab, de dansk-norske Kaptajner udgjorde. Klager over Konvoichef erne kunde vel forekomme, men var dog sjældne, og Un- dersøgelserne i de paagældende Sager førte heldigvis i alle Tilfælde til Konvoichefernes Frifindelse. Som Regel var Aarsagen til disse Klager ene og alene manglende Forstaaelse af en Eskadre- eller Konvoichefs vanskelige og ansvars- fulde Stilling. Thi blot at holde sammen paa en Konvoi kunde give en Mand nok at bestille og sætte ham graa Haar i Hovedet, — Middel- havet er ikke altid det turkisblaa, solbeskinnede Hav, Folk i Land tror om det — den kolde Mistral og den stormende Levanter er lige saa haarde som nogen Nordsøstorm. Overfaldtes en Konvoi af en Storm om Natten, kunde Konvoichefen være saa nogenlunde sik- ker paa at finde sig selv i ensom Majestæt ved Solopgang, for saa at maatte sejle rundt og samle Konvoien sammen igen. Skal en Kon- voi holdes sammen, maa Farten selvfølgelig reguleres efter det langsomste Skib. Nu til Dags gaar dette saa nogenlunde let; man drejer et Par Slag paa Manøvrespjældet nede i Maskinen, og man har den nye Fart, men i Sejlskibenes Tid var det noget andet. Da maatte der uafladelig sættes og bjærges Sejl, og Kommandoraabene: »Klar ved Bramfald, Skøder og Givtouge; Bramsejlsgasterne til Vejrs« har været Dagens staaende Kommando. Var det Magsvejr, ja, saa gik det endda; men var det overhandigt Vejr, da var det ingen Spøg og langtfra ufarligt at ligge underdrejet, saa mange Skibe i Konvoi. For de velsejlende Fregatter var det selvfølgelig en yderligere Li- delse at sejle saadan Sinkesejlads, og for de svagt bemandede og tungt sejlende Koffardimænd en Kilde til stadig Ærgrelse at se Fregatten stadig mindske Sejl, mens man selv førte hver Klud, der kunde trække. Den Sømand, der med Ligegyldighed kan se et andet Skib sejle sig forbi, er ikke født af Kvinde endnu. Men det var ikke alene ved selve Konvoieringen, at Bille og hans Folk hjalp deres Brødre under Handelsflaget; der raktes ogsaa mangen hjælpende Haand fra Orlogsmanden med de mange Folk og de gode