Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

VIII DET SKÆBNESVANGRE AAR 707 styrker af virkelig Betydning i Søen paa bægge Sider. Det var utvivl- somt forbunden med megen Besvær — om overhovedet gørligt — at slippe gennem f. Eks. den engelske Krysserkæde fra Shetlands- øerne til Norges Kyst, og den tyske Undervandsbaadsafspærring af England var dog baseret paa et stort Antal Undervandsbaade og til Tider ret farlig at passere. Men naar man bryder Staven over disse Krigshandlinger, hvad maa man da sige om Napoleons Berliner- dekret, der ikke støttede sig paa noget som helst fransk Krigsskib! Havde de dansk-norske Søfolk ikke tidligere forstaaet, at det var en Krig paa Kniven, der rasede mellem Napoleon og England, saa maatte de forstaa det nu. Det er desværre umuligt for os at gengive deres Tanker og Me- ninger; thi lidet om deres Færd i disse Tider er os overleveret. Sø- manden har aldrig været nogen »skrivende Mand«, og blandt de mange Memoirer og Breve fra hin Tid, som efterhaanden er dragne frem, findes enkelte fra Søofficerer, men praktisk talt ingen fra Koffardi- folk. Med den Ro og Koldblodighed, som 80 Aars forviklede Handels- forhold havde avlet, parret med Sømandens Evne til at se lyst paa Forholdene, tænkte de vel, at »det klarer sig nok«. — Men Regeringen hjemme i Danmarks Om den ved vi, at den fuldt ud forstod Situa- tionens Alvor. Det var Ligklokken over den »gyldne« Handelsperiode, der lød hin Novemberdag i Berlin i det Herrens Aar 1806, da Napo- leon satte sit Navn under Berlinerdekretet. Den store Fare laa ikke i, at vor Søhandel blev indskrænket — det vilde da i hvert Fald ikke lægge os øde, selv om det kunde blive ilde nok. Faren laa derimod i Muligheden for vor Inddragelse i Kri- gen, og denne voksede Dag for Dag. For Regeringen gjaldt det derfor først og fremmest om at leve videre, saa ubemærket sotn muligt. Man vilde derfor ikke anerkende Berlinerdekretet. — Over for Frankrig kunde Anerkendelsen se ud, som om man billigede de i Dekretet fremsatte Principper, og dette Synspunkt gjaldt ogsaa i det væsentlige over for England. Regeringen valgte derfor den Fremgangsmaade kun at bekendtgøre Dekretet under- haanden for de Handelskredse og de Skibsførere, for hvem det kunde have Betydning, i Stedet for at kundgøre det offentlig, som man ellers plejede. 45