Fra den tidligere Middelalder har Øresund været kendt over store
Dele af Europa, ikke blot som den »gyngende Landevej«, der knyt-
tede de skaanske Landskaber sammen med det øvrige Danmark og for-
bandt Østersø med Vesterhav, men i nok saa høj Grad som Stedet
for de rigeste Sildefiskerier i Europa. Efter samtidige Forfatteres Ud-
talelser kunde Silden her staa saa tæt, at man knap kunde ro en Baad
frem gennem Stimerne, og man behøvede ikke engang Næt til at fange
Silden, men kunde øse dem op med de blotte Hænder.
Silden spillede dengang, i Katholicismens Tid, som den vigtigste
Fastespise, en ganske anden Rolle, end i vore Dage; Markedet for sal-
tet Sild var i Datiden næsten ubegrænset. Her mødtes da ved Skanør
og Falsterbo hvert Efteraar Tusinder af Skibe fra Norden og fra Vester-
havs- og Østersøhavnene for at erhverve Silden, nedsalte den og siden
sprede det færdige Produkt ud over det ganske Europa. De Danske
var jo nærmest til at høste Udbyttet af denne rige Indtægtskilde, og
en Tid lang synes det ogsaa, at det især var Landets egne Sønner, der
var Herrer over Markedet; men efterhaanden opvoksede der mod Syd
en Række Konkurrenter, der ganske tog Teten. Lybæk, Vismar, Ro-
stock, Stralsund og en Række andre nordtyske Byer dannede det mæg-
tige Hanseforbund, der fra Valdemar Atterdags Tid begynder at op-
træde som en politisk Magt af største Betydning, og som formaaede
at tiltvinge sig en Mængde Privilegier, der næsten ganske kvalte den
danske Handel og Industri og gjorde Hanseforbundet til Eneherrer
paa Østersøen.
Imidlertid indtraf der i Slutningen af 14. og Begyndelsen af 15.
Aarhundrede Begivenheder, der skulde blive af største Betydning