Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

766 THOMAS B, BANG IX med klosrebede Mærssejl eller lænsende for Stumperne, at se disse Gutter i deres Baade, snart paa Toppen af en Bølge, snart glidende ned i Dybet, hvor de syntes at skulle begraves, atter at flyve op og med sikkert Øje og sikker Haand — ved et Fejlgreb vilde de blive knust for Bougen — at duve op for den store Kolos og tage Kaptajnen i Land eller sætte Folk ombord til Assistance. Eller naar man stod paa Skan- sen at se dem nede under sig hivende til, at vippe om imellem Skibene, een Mand tilrors med Enden af Storskødet kastet til Naglen, een ved Fokkeskødet og een klar til at tage fat; alle rolige, bestemte og sikre, medens den ene Sø gik over dem efter den anden. Ogsaa Efteraars- aftener i Storm og ondt Vejr, ofte med Tov og et stort Anker til et Skib, der havde forlist et saadant, saa mørkt, at man ikke kunde se en Haand for sig, kryssende mellem flere hundrede Skibe tilankers, finde det rette Skib, aflevere den tunge Last og gennemblødte vende tilbage.« Men den Mand, der skrev disse Linier, var rigtignok ogsaa Søn af en af de stolteste og dygtigste Mænd, Helsingørs Færgelav har talt mellem sine Tusinder af Medlemmer, Færgemanden Lars Bache, der i November 1801 under et Ophold i København i en for- rygende Storm i sin Færgebaad sejlede ud paa Reden, hvor en Flens- borgbrig var kæntret; med yderste Fare for sit og sine Folks Liv naaede han det kæntrede Skib, af hvis otte Mand store Besætning den ene allerede var skyllet over Bord. Under Uvejret kunde han ikke lægge til, uden at hans Baad vilde blive knust, og først efter flere Gange at have sejlet uden om Skibet, lykkedes det ham at bringe de syv Mænd over i sin Baad ved et tilkastet Tov og frelst at føre dem i Land. En Grosserer, Hans Staal Hagen, der havde været til Stede, havde i For- vejen udlovet en stor Belønning til den, der reddede de skibbrudne, men da han ved Landgangen modtog Lars Bache med Ordene: »Jeg er Deres Skyldner, brave Mand«, svarede denne stolt: »Jeg redder ikke Mennesker for Penge«. Den Belønning, han saaledes undslog sig for, fik han dog senere i rigeligt Maal erstattet. Kongen skænkede ham Medaillen for ædel Daad og en aarlig Pension; Grosserersocie- tetet sendte en kostbar Sølvkande og endelig forevigede Oehlenschläger hans Navn i sit Digt, »Den bolde Lars Bagge«. Selv faldt han 1809 som et Offer for de Bølger, han otte Aar tidligere havde fravristet deres