Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

IX ØRES UN DS TOLDEN 767 næsten sikre Bytte, idet han med sit Kaperskib kuldsejlede og druk- nede under Stevns. Helsingørs Færgelav var af en anselig Størrelse, 1683 talte det omtrent 100 Medlemmer, og endnu i 1753 var der 80 Færgemænd i Lavet. Senere indskrænkedes deres Antal noget ved, at en af deres Bestillinger blev frataget dem. Indtil 1775 havde de haft Privilegium paa at være Lodser for de gennem Sundet sejlende Skibe, men i dette Aar oprettede Regeringen, trods kraftige Protester fra Lavets Side, et særligt Lodseri paa 30—40 Lodser. En Del af Færgemændene gik derved over til denne Bestilling, og i 1811 blev Tallet fastsat til 60, et Tal, der holdt sig, til de daarlige Tider kom efter Toldens Afløs- ning omtrent et halvt Aarhundrede senere. Foruden Færgningen og (indtil 1775) Lodseriet havde Lavets Med- lemmer andre indbringende Privilegier, saaledes Eneretten til Færge- fart mellem Helsingør og Skaane og ad Sundet til København. Paa en Tid da Samfærdselsmidlerne til Lands endnu var yderlig slette, og da Sejladsen mellem nærliggende Byer næsten altid foregik i smaa Baade, betød det i Virkeligheden, at Godstransporten mellem de to Byer helt tilfaldt Færgelavet. Tillige havde Helsingørs Borgere (og dette vil her sige Færge- mændene) siden 1770 Eneret paa at opfiske »blinde« Ankere i Øre- sund helt ned til København og at beholde dem som fuld Ejendom. En god Indtægt kunde dette give paa en Tid, da Skibene ved Hel- singør maatte ligge ude paa den aabne Red, og man endnu brugte Tov og ikke Kæder til Ankrene. I Sammenhæng hermed stod ogsaa en anden Ekstraindtægt, Færgemændene havde, nemlig Bjærgning ved Strandinger. Naar man betænker, at der i enkelte Stormnætter kunde strande en hel Snes Fartøjer ved Helsingør, forstaar man, at der her kunde gøres gode Forretninger. Et saadant Lav følte sig nærmest som en Stat i Staten; de havde deres egen Oldermand og Bestyrelse, der ledede Lavets indre Anlig- gender og tildelte Bøder for Overtrædelser af Vedtægterne. Helt uden Tilsyn ovenfra var de dog ikke; en Tid lang omkring Midten af det 18. Aarhundrede havde Direktøren for Toldkammeret von der Osten Opsynet med Lavet, men ellers var det i Almindelighed Magistraten,