Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage
År: 1919
Serie: Danmarks Søfart og Søhandel I
Forlag: Nyt Nordisk Forlag
Sted: København
Sider: 782
UDK: 382
Af dette værk er trykt som luksusudgave 300 nummerede eksemplarer
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
IX ØRES UN DS TOLDEN 767
næsten sikre Bytte, idet han med sit Kaperskib kuldsejlede og druk-
nede under Stevns.
Helsingørs Færgelav var af en anselig Størrelse, 1683 talte det
omtrent 100 Medlemmer, og endnu i 1753 var der 80 Færgemænd
i Lavet. Senere indskrænkedes deres Antal noget ved, at en af deres
Bestillinger blev frataget dem. Indtil 1775 havde de haft Privilegium
paa at være Lodser for de gennem Sundet sejlende Skibe, men i dette
Aar oprettede Regeringen, trods kraftige Protester fra Lavets Side,
et særligt Lodseri paa 30—40 Lodser. En Del af Færgemændene gik
derved over til denne Bestilling, og i 1811 blev Tallet fastsat til 60,
et Tal, der holdt sig, til de daarlige Tider kom efter Toldens Afløs-
ning omtrent et halvt Aarhundrede senere.
Foruden Færgningen og (indtil 1775) Lodseriet havde Lavets Med-
lemmer andre indbringende Privilegier, saaledes Eneretten til Færge-
fart mellem Helsingør og Skaane og ad Sundet til København. Paa
en Tid da Samfærdselsmidlerne til Lands endnu var yderlig slette,
og da Sejladsen mellem nærliggende Byer næsten altid foregik i smaa
Baade, betød det i Virkeligheden, at Godstransporten mellem de to
Byer helt tilfaldt Færgelavet.
Tillige havde Helsingørs Borgere (og dette vil her sige Færge-
mændene) siden 1770 Eneret paa at opfiske »blinde« Ankere i Øre-
sund helt ned til København og at beholde dem som fuld Ejendom.
En god Indtægt kunde dette give paa en Tid, da Skibene ved Hel-
singør maatte ligge ude paa den aabne Red, og man endnu brugte
Tov og ikke Kæder til Ankrene. I Sammenhæng hermed stod ogsaa
en anden Ekstraindtægt, Færgemændene havde, nemlig Bjærgning
ved Strandinger. Naar man betænker, at der i enkelte Stormnætter
kunde strande en hel Snes Fartøjer ved Helsingør, forstaar man, at
der her kunde gøres gode Forretninger.
Et saadant Lav følte sig nærmest som en Stat i Staten; de havde
deres egen Oldermand og Bestyrelse, der ledede Lavets indre Anlig-
gender og tildelte Bøder for Overtrædelser af Vedtægterne. Helt uden
Tilsyn ovenfra var de dog ikke; en Tid lang omkring Midten af det
18. Aarhundrede havde Direktøren for Toldkammeret von der Osten
Opsynet med Lavet, men ellers var det i Almindelighed Magistraten,