Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

770 THOMAS B. BANG IX at Skipperen personligt havde ordnet alt, afleveret Papirerne, ventet paa, at Skibet blev visiteret, og derefter oppebiet, at Toldpasset blev bragt i Orden, og at han efter at have erlagt sin skyldige Told og alle sine forskellige Sportler kunde faa Lov til at sejle videre. Men snart dukkede der en Række Firmaer op i Helsingør, som tog sig paa at ordne alle Skipperens Forretninger, først og fremmest selvfølgelig ordne Toldspørgsmaalet, men ogsaa besørge de fornødne Indkøb til Ski- bene og lignende. Skipperen betalte saa en større eller mindre Sum i Forskud for Udgifterne, og senere gjorde saa Klarereren Afregning med Rederiet. Den Betaling, disse Kommissionærer fik for deres Ulejlighed, var i Virkeligheden forholdsvis ringe, gennemgaaende 2 % af det Beløb, de i Skipperens Navn udbetalte, men for enkelte af de store Klarerere, som f. Eks. Huset Fenwick, kunde det dog blive til store Summer, og flere af dem hørte til Byens mest velhavende Bourgeoisi. En stor Lettelse var denne Institution for Skibsfarten, og megen Tid kunde den spare, da man hurtigere kunde faa udstedt sit Toldpas, idet Klarereren stod inde for Toldens Betaling. Oftest var Kaptajnen i Forvejen akkrediteret et bestemt Hus, men der var dog, naar et Skib kom til Byen, en Mulighed for, at der her var en Kunde at »kapre«, og hver Klarerer havde derfor en Mand, der altid skulde opholde sig paa Skibsbroen, hvor det i Reglen gik livligt til med Spektakler og Slagsmaal. »Pryglene paa Helsingørs Bro«, fortæller Færgemanden, Niels Bache, »var saa bekendte i den vide Verden, at, naar en Matros pralede af at have været i Kina og Indien, og ikke havde faaet Prygl i Helsingør, regnedes han ikke for at have faret til Søs«. Havde det 18. Aarhundrede været en forholdsvis rolig Tid for Øresundstolden, saa skulde dette fuldstændig ændres ved Aarhundred- skiftet. At vor kortvarige Kamp med England i 1801 bragte nogen Forstyrrelse ind i Toldopkrævningen var allerede slemt nok, men dette var dog kun forbigaaende, og i de følgende Aar kunde Tolderne atter opkræve store Summer og indsende dem til den haardt betrængte Statskasse. Værre blev det 1807, da Danmark blev draget ind i Ver- denskrigen, og da Fastlandsspærringen og Havenes Usikkerhed om ikke lammede, saa dog i høj Grad besværliggjorde Skibsfarten. I Aarene 1808—13 sank Antallet af gennemsejlende Skibe til gennemsnitlig