Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

IX ØRES UNDSTOLDEN 777 betegnende nok fra amerikansk Side en Gang, at den stammede fra en »meget fjern og barbarisk Periode før Amerikas Opdagelse«, en Op- fattelse, der unægtelig ser lidt underlig ud i vore Øjne, men passede godt nok til den i Amerika herskende Opfattelse af Verdensudviklingen. Allerede i 1848 foreslog den amerikanske Gesandt Flenniken en Af- løsning saaledes, at der skulde udredes en fast aarlig Afgift mod, at amerikanske Skibe til Gengæld skulde være fri for Toldafgifter i Sundet »ikke for at afkøbe Danmark en Rettighed, men som et bil- ligt Vederlag for en Indtægtskilde, det saaledes maatte opgive, og for- nemmelig for at give et godt Eksempel paa en Regering, der ikke er- kender sig pligtig til at betale«. Til alt Held for os førte disse Forhand- linger ikke til noget; og i 1855 huggede de Forenede Stater Knuden over og erklærede, at, naar en Handelstraktat med Danmark næste Aar var udløbet, vilde de ikke længere betale Øresundstold. Den dan- ske Regering saa nu klart, at der maatte gøres noget alvorligt. At foretage en ny omfattende Revision af Satserne som den i 1842, blev hurtigt opgivet og vilde vel ogsaa kun have kunnet forlænge Krisen, og endelig i Oktober 1855 indbød Udenrigsministeriet de forskellige fremmede Magter til en Konference, der skulde tage Spørgsmaalet om Øresundstoldens Afløsning op til Behandling. Tætningen var kastet, nu gjaldt det kun om at redde saa meget som muligt. Til den Konference, der omkring Nytaar 1856 traadte sammen i København, var de fleste af de søfarende Stater repræsenterede enten ved deres ordinære Gesandter eller ved særlige Delegerede. Et Held for os var det, at vi som Repræsentant kunde stille en saa fremragende Mand, som den næsten 6oaarige Direktør for Øresunds Toldkammer, Christian Albrecht Bluhme, en dygtig og pligttro Embedsmand, der med en overordentlig Forhandlingsevne forbandt den grundigste Ind- sigt i den foreliggende Sag. Allerede 1843 var han blevet Direktør for Generaltoldkammeret og Kommercekollegiet, og efter i 1848 en kort Tid at have været Minister, var han i 1850 blevet Direktør for Øresunds Toldkammer. I 1851—54 havde han været Udenrigsmini- ster og der yderligere udviklet sine Evner til at forhandle med frem- mede Magters Gesandter. Næppe nogen anden havde som han Evne til at overtage det vanskelige Hverv paa en Konference, hvor Dan-