Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

go BERING LIISBERG II Og man kan vel tillige gaa ud fra, at saa længe Søfarten væsentlig foregik langs Kysterne, hvor den kun var mulig, saa længe der var nogenlunde smult, og hvor man maatte følge Kystliniens større Bugt- ninger, var Aarerne den naturlige Drivkraft. Først naar der blev Tale om Farter til Lande hinsides Havet, — Farter ud over det aabne Hav, hvor man kunde løbe en lang Distance ud paa samme Kaas, først da kunde der blive Brug for Sejlet. Thi Sejlet har fra Begyndelsen ude- lukkende været benyttet til at sløre for, og først efterhaanden har man ved Forsøg lært at bruge Sidevind, for endelig langt om længe, efter mange Aarhundreders Læreaar at naa til at kunne krysse sig op imod Vinden. Landene hinsides Havet kunde da kun vinke som Maal, naar det blæste en bestemt Vind, som man erfaringsmæssig vidste, vilde føre ens Fartøj derover, en god, d. v. s. en staaende Vind. Derfor hedder det meget betegnende hos Adam af Bremen, — altsaa saa sent som i Slutningen af 1000-Aars-Tallet: »til England sejler man for en god Sydostvind«, det vil sige med en frisk Vind fra Sydost kan man vente nogenlunde hurtigt at kunne sejle fra Elben over til England hinsides Havet. Det er derfor meget betegnende, at Vilhelm Erobreren i 1066, da han havde gjort alle sine store Forberedelser til at sætte en Hær i Land paa Englands Sydkyst, ligger med sin Flaade i en hel Maaned og ven- ter paa føjelig Vind, det vil her sige sydlig Vind. Det at en Skipper med et Sejlfartøj kan komme til at ligge maaneds- vis og »vente paa sin Vind«, er noget, der ikke har været ualmindeligt og vil falde for i vore Dage og i Fremtiden, saa længe man benytter Sejl for at komme gennem Vandet. Men fra den Dag, man havde lært at bygge Skibe, som kunde krysse sig op mod Vinden, var man ikke nødsaget til at vente, indtil Vinden kom fra en saa bestemt Kant, som med Vikingetidens Skibe, der nøjedes med det ene Sejl og kun kunde sejle rumskøds, det vil sige med Vinden ret agter ind eller nogle faa Streger fra agter paa hver Side. Dette, at Normannerhertugen maatte ligge her, — han havde ladet Flaaden samles i Mundingen af den lille Flod Dives en 25 Kvartmil Vest for Seinen, — med omtrent Tusinde Fartøjer og mange Tusinde Mand, som skulde bespises og holdes