Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

II VIKINGETIDEN 91 sammen under skæbnesvanger Lediggang, viser bedre end noget andet, af hvilken Betydning det var, selv for den korteste Sejlads i hine Tider, at have Vinden i det rette Hjørne. Thi det gjaldt her jo kun en Sejlads fra Frankrigs Nordkyst tværs over Kanalen til Englands Sydkyst, paa omtrent 80 Kvartmil. Denne Afstand blev endda betydelig formindsket, da Hertugen benyttede sig af nogle Dages vestlig Kuling og lod Flaaden løbe Øster paa, op til La Valerie ved Mundingen af Sommefloden, hvorfra der kun var 25 Kvartmil over til det Land, han havde sat sig for at erobre. Man skulde synes, det maatte have ligget lige for at tage til Aarerne og ro Fartøjerne den Smule Vej over Søen. Man ser jo paa Bayeux- Tapetet, at Fartøjerne var forsynet med Aarehuller — og altsaa ogsaa med Aarer — for og agter. Men det har sikkert her været af afgørende Betydning, at Flaaden har bestaaet af Førselsfartøjer, Skibe, som var indrettet paa at kunne rumme saa meget som muligt. Det har været store, tunge og bugede Fartøjer, som det ikke var raadeligt at udsætte for et muligt Angreb af lette og hurtige Kampbaade. Og saadanne havde Angelsakserne jo netop lært at bygge og bruge under Vikingetogene, og de maatte vel formodes ikke at have glemt denne Lærdom endnu. Men for en Flaade, der for frisk Kuling og fulde Sejl skød rask over Stævn, vilde Faren for et Angreb af Robaade være betydelig formindsket. Klogest vilde det dog være at undgaa enhver saadan Mulighed. Derfor benyttede Hertugen den mørke Høstnat til Overfarten. Han gik først om Bord, efter at have hørt Messe i Kirken i La Valerie og tak- ket Gud for den gode Vind, om Aftenen da Mørket var faldet paa, og gav Signal til at stikke til Søs. Iforvejen havde han givet Ordre til ved Midnat at bjærge Sejl og drive for Vinden, indtil han ved Daggry gav Hornsignal til at sætte Sejl paa ny og styre ind mod Land. Saaledes fik den angelsaksiske Kystbefolkning først i den tidlige Morgen den 28. September 1066 Normannerflaaden at se, da den var tæt under Land. Og da Solen stod i Sydost, omtrent Kl. 9, satte Her- tugen Foden paa Englands Jord. Krøniken fortæller, at han snublede, da han sprang i Land, og faldt saa lang han var. At det vilde blive opfattet som et uheldigt Varsel