Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage
År: 1919
Serie: Danmarks Søfart og Søhandel I
Forlag: Nyt Nordisk Forlag
Sted: København
Sider: 782
UDK: 382
Af dette værk er trykt som luksusudgave 300 nummerede eksemplarer
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
II
VIKINGETIDEN
91
sammen under skæbnesvanger Lediggang, viser bedre end noget andet,
af hvilken Betydning det var, selv for den korteste Sejlads i hine Tider,
at have Vinden i det rette Hjørne.
Thi det gjaldt her jo kun en Sejlads fra Frankrigs Nordkyst tværs
over Kanalen til Englands Sydkyst, paa omtrent 80 Kvartmil.
Denne Afstand blev endda betydelig formindsket, da Hertugen
benyttede sig af nogle Dages vestlig Kuling og lod Flaaden løbe Øster
paa, op til La Valerie ved Mundingen af Sommefloden, hvorfra der
kun var 25 Kvartmil over til det Land, han havde sat sig for at erobre.
Man skulde synes, det maatte have ligget lige for at tage til Aarerne
og ro Fartøjerne den Smule Vej over Søen. Man ser jo paa Bayeux-
Tapetet, at Fartøjerne var forsynet med Aarehuller — og altsaa ogsaa
med Aarer — for og agter.
Men det har sikkert her været af afgørende Betydning, at Flaaden
har bestaaet af Førselsfartøjer, Skibe, som var indrettet paa at kunne
rumme saa meget som muligt. Det har været store, tunge og bugede
Fartøjer, som det ikke var raadeligt at udsætte for et muligt Angreb
af lette og hurtige Kampbaade. Og saadanne havde Angelsakserne jo
netop lært at bygge og bruge under Vikingetogene, og de maatte vel
formodes ikke at have glemt denne Lærdom endnu. Men for en Flaade,
der for frisk Kuling og fulde Sejl skød rask over Stævn, vilde Faren
for et Angreb af Robaade være betydelig formindsket.
Klogest vilde det dog være at undgaa enhver saadan Mulighed.
Derfor benyttede Hertugen den mørke Høstnat til Overfarten. Han
gik først om Bord, efter at have hørt Messe i Kirken i La Valerie og tak-
ket Gud for den gode Vind, om Aftenen da Mørket var faldet paa, og
gav Signal til at stikke til Søs. Iforvejen havde han givet Ordre til
ved Midnat at bjærge Sejl og drive for Vinden, indtil han ved Daggry
gav Hornsignal til at sætte Sejl paa ny og styre ind mod Land.
Saaledes fik den angelsaksiske Kystbefolkning først i den tidlige
Morgen den 28. September 1066 Normannerflaaden at se, da den var
tæt under Land. Og da Solen stod i Sydost, omtrent Kl. 9, satte Her-
tugen Foden paa Englands Jord.
Krøniken fortæller, at han snublede, da han sprang i Land, og faldt
saa lang han var. At det vilde blive opfattet som et uheldigt Varsel