Læren om Naturens Almindelige Love

199 ger derpaa pludseligt over til en he Gange saa stor Holde og senere til en 5 Gange saa stor, forbi det kun er disse Toner, Piben kan forstærke og Mundstykkets egen Tone er kun yderst svag og hæs. 197. Læbepiberne have altsaa den Mangel, at Tonen siaaer over naar man forstærker Luftstrømmen, og man er der- for fim indenfor snevre Grændser Herre' over Tonens Styrke. Denne Ulempe midgaaes ved de saakaldte Tungepiber, hvor LUftstrommen foroven træder Ud af Piben igjennem en langagtig Aabning abcd, der paa et lille Mellemrum nær er luffet af en elastisk Fjeder II. Denne boies Udad ved Lnft- strommens Tryk, Aabningen foroges, Lnften faaer frie Udgang, dens Tryk formindskes, Fjederen springer tilbage, formindsker Aabnin- gen, drives Ud igjen og kommer saaledes i regelmæssige Svingninger, der frembringe Tonen. Pibens Længde maa da være afpasset ester den Tone Fjederen eller Tungen giver; men da denne ikke forandres ved LUststrom- mens Styrke, kan man her frembringe saa stærke og svage Toner som man vil. Tungepibernes Toner have dog en anden Klang end Læbepibernes. Clarinetten er en Tnngepibe, ligeledes Oboen, hvor Ran- dene as det blode MUndstykke træde i Tungens Sted og ved Trompet og Valdhorn maae Læberne gjore samme Tjeneste. 198. Menneftets Stemmeorgan har en ganske lignende Indretning, idet der imellem Strubehovedets Bruskstykker er udspændt to tynde Hinder, Stemmed aand ene, som fim lade en smal Spalte, Stemmeridsen, aaben imellem sig. Luftstrømmen, som ndgaaer fra Lungerne, sætter Stemmebaan- dene i Svingninger og den frembragte Tones Hoide letter sig efter den Spænding man giver dem ved de Muskler, som virke paa de omtalte Bruflstykker. MUndhUulheden og Lilftroret gjere samme Tjeneste som Piben for, og naar man nagtet den ringe Længde dog kan frembringe meget dybe Toner, skyl-