Læren om Naturens Almindelige Love

263 bragte Sydende er nærmere ved den virkende Magnetpol end Nordenden, maa Tiltrækningen af den forste være storre end Frastødningen af den anden, og den hele Jernmassc tiltrækkes. Fjernes Jernet igjen fra Magnetpolen, taber det al Mag- netisme, hvorom man kan overbevise sig ved at nærme det til en lille ophængt Magnet, da det saa vil tiltrække begge dennes Poler. Staalet forholder sig paa lignende Maade som Jernet; men de deri frembragte Magnetpoler ere, navnlig naar Staalet er hærdet, langt svagere end dem, som frembringes i Jernet. De Udvikle sig stærkere, naar man ved Stod, Slag, eller Gnid- ning frembringer Rystelser i Staalets Indre. Fjerner man atter Staalet fra den virkende Magnetpol, viser Forskjellen imellem det og Jernet sig i det Staalet for storste Delen beholder den deri fremkaldte Magnetkraft og altsaaa bliver til en fim (ti g Magnet. 253. For at forklare* disse forskjellige Forhold har man tænkt sig Magnetismen som en særegen Kraft, hvis Natur ikke nærmere kan angives, men som yttrer sig under to for- fljeUige hinanden modsatte Former, af hvilke enhver frastoder den eensartede og tiltrækker den modsatte Magnetkraft. Begge Magnetkræfter ere knyttede til de enkelte Dele af Jern, Staal og alle andre Legemer, ved hvilke magnetiske Virkninger kunne spores, og naar Jernet og Staalet i sædvanlig Tilstand ikke viser sig magnetisk, soges Grunden deri at begge Magnet- kræfter ere tilstede i lige Mængde og fuldkomment blandede med hinanden, saa at de ophæve hinandens Virkninger. I Magneten tænker man sig de to Magnetkræfter adskilte i hver enkelt Smaadeel, saaledes at alle disses eensartede Poler vende til samme Side, og de utallige Smaamagneter komme til at for- stærke hinanden. Da imidlertid de modsatte Magnetkræfter tiltrække hinanden, vilde de ikke kunne holdes adskilte, hvis der ikke var Noget, som forhindrede Gjenforeningen. Dette forestiller man sig som en Art Hindring imod Magnetkræfternes Bevægelse i Smaadelenes Indre, et Slags magnetisk Gnidmngsmod--