Læren om Naturens Almindelige Love

266 en Magnet, der har Form som et U, beskyttes ved et Anker, der lægges over Grenenes Ender. De naturlige Magneter have ofte deres Poler fordeelte over en ftørre Udstrækning, saa at Virkningen paa hvert enkelt Punkt bliver svag. Den fan forstærkes ved den saakaldte Armering, som bestaaer i at man belægger enhver af Magnetens Poler med en Plade af blodt Jern, der Udad til har en fremspringende Knop, hvor da den fraftodte Magnetpol vil blive sammentrængt t et lille Rinn og altsaa virke meget stær- kere end Magnetens egen Pol. Man har troet, at en Mag- net bedst bevaredes, naar den bestandig bar en Vægt, men Erfaringen har viist, at dette ikke er Tilfældet. 255. Vi have allerede omtalt, at en Magnet som frit kan dreie sig i et vandret Plan, indtager en bestemt Stilling og med den ene Ende peger omtrent imod Nord. Den Vinkel, Magnetnaalen danner med Middagslinien, kaldes Misvns- ningen, Afvigelsen eller Declinationen og benævnes vestlig eller østlig efter den Side af Middagslinien, hvor Nord- enden befinder sig. Her i Landet er Misonsningen for Tiden omtrent 15 Grader vestlig. Et Plan, lagt lodret igjennem Magnetnaalens Retning, kaldes den magnetifle Meridian. Afpasser man en Staalnaal, der kan dreie sig om en vandret Axe saaledes, at dens Tyngdepunkt ligger i Axen, og at den altsaa bliver i Hvile, hvilken Stilling, man sætter den i, og saa magnetiserer ben, vil ben ligegyldige Ligevægt være forstyrret idet Nordenden kommer til at pege noget nedad. Opstilles en saadan Maqnetnaal saaledes, at den kan dreie sig i den magnetifle Meridian vil den komme i Hvile naar den med den vandrette Linie danner en vis Vinkel, som man kalder Magnetnaalens Helding eller Inclination. Heldingen er hos os omtrent 68 Grader. Disse Forhold vise allerede noksom, at Jorden udover en magnetisk Virkning og altsaa maa være en Magnet, der ldetmindste maa have to Magnetpoler, af hvilke den nordlige maa være eensartet med Magnetnaalens Sydende, den sydlige