Læren om Naturens Almindelige Love

267 eensartet med Magnetnaalens Nordende. Denne Jordens Magnetisme kan endnu yderligere paavifes naar man holder en Stang af blodt Jern omtrent i den Retning, hvori Hel-- dingsnaalen stiller sig, thi da vil Stangens nederste Ende ved Jordens Indflydelse blive til en Nordende, den overste til en Sydende, hvorom man kan overbevise sig ved en lille Mag- netnaal, man kan bringe i Nærheden af den. Vendes Stangen om, stifte Polerne ftrax. Man kan endogsaa Paa denne Maade magnetisere lange tynde Staalstænger; man gjor da godt i at gnide eller banke dem med et Stykke Jern. Ildtænger, Dorhængsler og andre Jerngjenstande, der sæd- vanligt have en lodret Stilling vise sig næsten altid magneti- serede paa samme Maade. Jordens Indvirkning paa en Magnet vil hverken drage den imod Nord eller Syd. Man kan see dette ved at lægge en Magnetnaal paa en Korkeprop, der flyder paa Vand; den vil da ftrax stille sig i den magnetiske Meridian, men lkke forandre sit Sted paa Vandets Overflade. Fremdeles viser det sig, at en Magnet veier netop ligesaameget efter Mag- netiseringen som for, og Jordens Magnetkraft vil altsaa hverken tiltrække eller srastode Magneten i sin Heelhed. Af disse Forhold kan man atter flutte, at MidpUnkterne for Jord- magnetismen maae ligge meget langt borte, da ellers Jordens nordlige Magnetpol i den nordlige HalvkUgle vilde tiltrække Magnetens Nordende stærkere end den vilde srastode sydenden og deraf vilde en Bevægelse mod Nord blive Folgen. Lige- ledes maae disse MidpUnkter ligge meget dybt Under Jordens Overflade. Knnde man tilvejebringe en Magnet, hvis to Poler in- deholdt Magnetkræfterne i ulige Mængde, vilde Iordmagne- tismens Indvirkning paa den desuagtet foranledige en frem» stridende Bevægelse, og da ingen saadan nogensinde er iagt- taget, kan man deraf flutte, at begge Magnetpoler altid have Uge Kraft. Det kunde synes at stride herimod, at man ofte finder Magneter, hvis ene Pol kan bære en ftørre Vægt end