Forelæsninger over Maskinlære
Første Del: Kraftmaskinerne

Forfatter: S.C. Borch

År: 1890

Forlag: C.A. Reitzels Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Udgave: Anden Udgavve

Sider: 284

UDK: TB Gl. 621.0 Bor

Med 9 litograferede tavler.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 327 Forrige Næste
112 Damptrykket. Det sker dels ved Stagbolte gjeunem Vand- rummet, dels ved Ankere over den indre Ildkasses Tag, som nærmere skal omtales (Pag. 120). Materialet til den ydre Ildkasse er altid Jern, men den indre Ildkasse bliver for Lokomotivernes Vedkommende som oftest forfærdiget af Kobber, der erfaringsmæssig modstaar Ildens Virkning langt bedre end Jernet, som hurtig ødelægges. Aarsagen til, at Jernet ikke kan holde sig her, maa navnlig søges i, at Flammen har en langt højere Temperatur end ved andre Kjedler, da der paa Grund af den stærke kunstige Træk kan faaes Forbrænding med forholdsvis ringe Overskud af Luft. Ved Lokomobiler haves vel ogsaa kunstig Træk, men den er ikke saa stærk paa Grund af, at der bruges langt ringere Dampspænding. Den ydre Ildkasses forreste Plade har en cirkelrund Aab- ning, hvortil den cylindriske Del af Kjedlen slutter sig. Dennes forreste Ende lukkes atter af Røgkammeret, der kan have forskjellig Form, som oftest en kort Cylinder med stor Dia- meter. Længden maa være saa stor, at Skorstenen kan faa Plads derpaa, og Diametren saa stor, at Rørene, som udmunde i Røgkammeret, kunne renses gjennem Doren paa dets Forside. Korene i Lokomotivkj edler ere oftest Messingrør, med ind- vendig Diameter ca. 45mm. I Lokomobiler bruges lidt større Rør af Smedejern. Diam. == 60—65mm. Rørenes Antal er i Lokomotivkjedler sædvanlig 150 å 300; i Lokomobilkjedler langt ringere. Rorene indsættes først, efterat Kjedlen er samlet. Pla- derne ere iforvejen forsynede med Huller saa store, at Rorene kunne føres derigjennein, hvorefter Kørenes Munding udvides, til den faar en konisk Form og passer nøje i Hullet. Hertil kan bruges et simpelt Redskab, bestaaende af en slank og smal Staalkile med afrundede Kanter, som ved Slag drives ind i Kørmundingen men for hvert Slag trækkes tilbage og drejes lidt. Der bruges dog hellere et mere sammensat Apparat, der virker hurtigere og bedre; dets arbejdende Dele ere 3 smaa Staalvalser, der ligge udenom en slank Staalkegle, som kan trykkes frem ved en Skrue, og spænde Valserne ud fra hver-