En Reform af vor Ernæring
Lev sundt! Lev kraftigt! Lev billigt!

VORE FJENDER Lad os nu tænke os, at vi er en Flok, der er enige om det væsentlige af, hvad der i det foregaaende er udviklet an- gaaende Taabeligheden i vor nuværende Levemaade,*) og at vi er enige om at optage Kampen for en Reform. Det første, vi saa har at gøre, er at udfinde vore Fjenders Hovedstillinger for at gaa direkte løs paa dem uden at spilde for meget Krudt paa mindre væsentlige Punkter. Det første og stærkeste Fort, vi faar at gøre med, hedder Skik og Brug. Dette Port Artur i Forbindelse med Udenværket Forfængelig- hed behersker næsten ganske særligt en vis „bedre“ Halvdel af Menneskeheden saavel med Hensyn til Klædedragt som med Hensyn til Mad. Spenderer Fru A. 5 Retter Mad og 3 Slags Vine, saa er Fru B. nødt til at byde sine Gæster samme Antal eller endnu bedre 6 og 4. „Hvad der skal til, det skal til!“ Selv om man lever paa Kredit til Loftet, vil man ikke synes nærig, det er sparsommelig. Man nøder derfor ogsaa sine Gæster over en lav Sko, endelig „et ganske lille Stykke til for min Skyld!“ „Ja, saa smager det Dem ikke!“ o. s. v. o. s. v., i det uendelige. Ja, man risikerer let, at det sidste Stykke Steg med Vold og Magt bliver anbragt paa Tallerkenen. Jeg begriber ikke, at de kære Husmodre ikke anvender Stoppemaskiner ganske paa Gaasefedningsmaner, men det er *) I min Skildring har jeg jo nærmest sigtet til de saakaldte „bedrestillede“ Klasser saavel i By som paa Land. Jeg rammer ikke dermed almindelige Bønders Levevis, men Smitten fraoven er nu ogsaa godt ifærd med at trænge nedad i Samfundet, saa det er i høj Grad paa Tide, at der bliver raabt Vagt i Gevær. Landboernes svage Side er, at de ofte lader sig imponere af de sel- skabelige Dikkedarer i Stedet for at de skulde le ad dem.