Festskrift. Landsudstillingen I Aarhus

vokset her, hvor Isbjærge smelted’, da de mødtes med Vaaren og vælted’: Vi lægger Dig fra Norden og Syden i vort Blod' det bedste, vi har evnet, det største, vi forstod,. Moder, sotn Hyldest for din Fod! Danmark, Du frugtbare Datter af den favnende Blæst og den føjelige Blomst, modnet under Storme saa stride, at Du ved, hvad af Smerte man kan vide: Vi fæsterDig af Blomster, som Du eftervildt af Vaarr af Aks fra vore Agre, af Løv fra Lund og Gaardv Moder, en Majkrands om dit Haar! Hil! Hil! Hil! Hæv Dig, vor jublende Sang, Hallernes Porte opsprang, Livet bruser imod dem som Bølger, der bærer Forjættelsens BaacL Vort Haab er svulmet til Hymne, vore Drømme til dagklar Daad.f. Saa sætter vi Skulder mod Skulder. Saa løfter vi højt vort Land og bærer det fremad, mens Aarene ruller og Bølgerne hamre vor hærgede Strand. Saa strider vi os gennem alskens Vejr og venter det rødmende Gry. Og Slægt sig slutter til Slægternes Hær og bærer det fremad paany! Hæder over By, Hæder over Land, Hæder og Held over Kvinde og Mand, — i Danmark L