Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

141 17. Opgive Bønderne endnu ALvrer? eller holdes over Markfred? reifes nyc Hegn, og vedligeholdes der gamle? Ja desværre, overalt opgive Bønderne endnu 2Evret, og fra Sæden er indhøstet til langt nd paa Eftcraaret, crc Mar- kerne givne til Priis fer det uden Opsyn omvankende Q-voeg. Intet siaanes, Vintersæden, som neppe har begyndt at spire, ucdtrædcs, det unge Opstnd i Skovene afbides, og det nye Hegn, der ncppc har flaact an, er ideligt udsat for Angreb nf en Hob til Vold vante Creaturer. Især har det »fredelige Faar Lov til, hele Vinteren igjennem at overfare Markerne, ja stundom sees endnu hele Flokke af Sviin at oprode Agrene. Forclægger man Bonden denne hans utilgivelige Fremfærd, svarer han, at han ikke kan lægge sig ud med sine Naboer, og altsaa er nodt til at folge Strømmen. Imidlertid begynde dog Flere, selv Vender, at holde over Markfrcd, og Eiendoms- Nettcn respectcres nu langt meer end forhen, saa at Virk- ningen af Forordningen af 9de Juli 1817 er nmiskjendelig. Landsbyerne Hostrup, Follcrup, tildccls ogsaa Bierth og Ulm, den sidste i cn niudhegnet Egn, have alt i nogle Aar havt fuldkommen Markfred. Men her er ogsaa Sands for et bedre Agerbrug i alt kjendelig. Det er derfor at haabe, at de stedse rncer tiltagende Indhegninger, den Tvang jordbrugerne uden for Bondestanden paalægge deres Naboer, den begyndte Nap- sædavl, og den Oplysning, som meer og meer udbreder sig, omsider ville gjore cn Ende paa denne, alle Forbedringer t Landbrnget standsende, Ustik. Ved Lovbnd at ville bevirke dette, er neppe gjorligt, uden at give Anledning til utallige Misbrug og gane den personlige Frihed for nær. — I Vc- stcregncn, hvor Crcaturcrne, især naar Fodcrtrang indtræffer, mane gaac længe ude om Eftcraaret, Faarene det meste af